En del af Monitormedier
Professionshøjskolen Absalon og Kalundborg Kommunes folkeskoler går sammen om et projekt kaldet ’På Sporet’, der strækker sig over to år og har til formål at forbedre tal- og algebraforståelsen hos 2. klasseselever.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Under ledelse af docent Charlotte Krog Skott fra Professionshøjskolen Absalon vil ressourcepersoner og matematiklærere fra de deltagende skoler udvikle og afprøve to forskellige undervisningsforløb, som fokuserer på regnestrategier og algebraisk tænkning.
»Med inspiration i to såkaldte læringsspor, der beskriver en progression i indholdet, skal vi udvikle undervisningsforløb i tæt samarbejde med lærerne. Det er vigtigt, at vi får skabt forløb, der kan bruges i virkeligheden. Tanken er, at lærerne skal afprøve forløbene, og at vi sammen retter dem til, så de dernæst kan bruges af andre lærere på andre skoler,« udtaler Charlotte Krog Skott i en meddelelsen.
Projektet er baseret på forskning, der viser, at en solid forståelse af tal og algebra er afgørende for elevers generelle matematiske færdigheder, og Charlotte Krog Skott fremhæver vigtigheden af at differentiere undervisningen, så alle elever kan drage fordel af den. Projektet sigter derfor mod at skabe indgange til matematikundervisningen, der appellerer til en bred vifte af elever.
»Hvis elever udvikler en robust forståelse af tal og algebra, klarer de sig typisk også bedre generelt i matematik. Men det er samtidig vigtigt, at vi får skabt forskellige indgange til faget, så flest mulige elever kan få glæde af matematikundervisningen,« siger hun.
Matematikvejleder Martin Lorentsen fra Tømmerup Skole ser frem til projektet og håber, at samarbejdet mellem skolerne i kommunen giver ham og hans kolleger mulighed for at udveksle erfaringer og styrke undervisningen på tværs af skoler.
»Jeg håber, at vi kan være med til at skabe den røde tråd i noget af det, vi ved er rigtig svært for mange af vores elever. Det har vi arbejdet med i matematiknetværket her i kommunen, men med ’På Sporet’ har vi fået flere værktøjer til netop det,« udtaler han i samme pressemeddelelse.
I løbet af foråret og sommeren vil de to undervisningsforløb blive udviklet, og lærerne vil efter sommerferien afprøve dem i deres klasser. Efter et års afprøvning vil forløbene blive justeret og gjort tilgængelige digitalt, så de kan bruges af lærere på andre skoler. Projektet inkluderer løbende møder mellem konsulenter fra Professionshøjskolen Absalon og lærere fra Kalundborg Kommunes folkeskoler for at sikre fortsat udvikling og erfaringsudveksling.