Er tiden løbet fra skoledistrikter? Kommuner kæmper forgæves for at blande børn på tværs af skel

De fleste kender til problematikken, hvor velstillede elever skifter folkeskolen ud med fri- eller privatskoler.

Men også i folkeskolen stimler velstillede elever sammen på nogle skoler, mens ressourcesvage grupperes på andre. Stik imod formålet med folkets skole.

Det får nu fagfolk og kommuner til at efterlyse et opgør med skoledistrikterne, som vi kender dem i dag. Mere om det senere.

Skolemonitor dykker i forbindelse med kommunalvalget ned i skoledata for at kigge nærmere på, hvor kommunernes udfordringer med at drive en succesfuld folkeskole ligger gemt. Få det fulde overblik over data, og hvilke områder vi dækker, her.

I første omgang ser vi nærmere på, hvad skoledistrikterne betyder for folkeskolens elevsammensætning.

At elever i stigende grad går på skole med andre, der ligner dem selv, er blandt andet beskrevet i en rapport fra OECD, der udkom for et år siden. Her blev Danmark benævnt som et af de lande, hvor børn med indvandrerbaggrund er mest koncentrerede på bestemte skoler.

Det fik sidste år KL’s Thomas Gyldal Petersen (S) til at efterlyse en national debat om, hvordan kommuner fordeler elever.

»Det er uacceptabelt, at der er så stor forskel på elevernes faglige bagage alene begrundet i, hvor de bor, og hvilket skoledistrikt de hører til... På gymnasieområdet drøftes det, hvordan vi sikrer en balanceret fordeling af elever. Dén drøftelse bør vi også have på folkeskoleområdet,« skrev Gyldal i et indlæg på Skolemonitor.

Rige børn leger bedst

Bogen ’Rige børn leger bedst’ udkom i foråret og skitserer blandt andet, hvordan tre drivkræfter står bag, at børn på tværs af sociale skel ikke på samme måde som tidligere møder hinanden i folkeskolen.

For det første er de ressourcestærke familier i dag centreret omkring de største byer. For det andet sker der ’ghettodannelse’, som bogen kalder det, i bunden af samfundet, og for det tredje har arbejderklassen forladt storbyerne.

Lad os starte med det første. I store dele af landet findes der altså boligområder, der ikke er blandet, og det er et problem, siger Lars Olsen, der er en af bogens forfattere.

De skoledistrikter, der indeholder ublandede boligområder, kommer nemlig til at fremstå segregerede.

»Folkeskolen er den vigtigste kulturbærende institution i samfundet, så det er mildt sagt bekymrende. Det er vigtigt at holde fast i, at målet med folkeskolen, da den blev oprettet i starten af 1900-tallet, var at samle forskellige grupper af samfundet. For Socialdemokratiet var det vigtigt af klassemæssige årsager, og for Venstre var det vigtigt af grundtvigianske årsager - at fælles dannelse skaber et folk,« lyder det fra Lars Olsen.

I dag går flere børn med velstillede forældre på skoler, hvor deres eget sociale lag er i overtal.

Den stigende tilslutning til de frie grundskoler er også en væsentlig drivkraft bag den tendens, fordi velstillede børn forlader skoler, der har problemer med elevsammensætningen, og finder vej over i de frie grundskoler. I grafen kan du se, hvor mange der har valgt frie grundskoler i de forskellige kommuner.

Lad os kigge nærmere på, hvem de velstillede børn går i skole med.

Andelen af 14-årige elever fra velhavende familier, der går på skoler, hvor andre velhavende familiers børn er i overtal, er steget markant. Sat på spidsen betyder det, at rige børn møder rige børn i folkeskolen.

I 1987 var kun ganske få velstillede børn placeret på skoler, hvor de velstillede udgjorde flertallet. Men i 2019 var mere end hver anden 14-årige fra en velhavende familie placeret på en ’velhaverskole’ i København by og Hovedstadsområdet. I Aarhus var det tilfældet for mere end 40 procent.

Ressourcesvage stimler sammen i bunden

I bunden er der også gruppedannelse. I 1987 var der kun 13 skoler landet over, hvor mere end hver fjerde 14-årige elev kom fra en familie, der var langvarigt uden for arbejdsmarkedet. I 2019 er der 45 af den slags skoler.

I bunden sker der en ’ghettodannelse’ ifølge Lars Olsen, men tendensen bakkes også op af eksempelvis tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

En oversigt over alle landets skoler og kommuners andel af elever med anden etnisk herkomst viser, at der i de større byer findes skoler med helt op til 87,2 procent elever af anden etnisk herkomst end vestlig. Det er tilfældet på Ellehøjskolen i Aarhus. Lignende tendenser ses på Odinskolen i Odense, hvor 85 procent er af anden etnisk herkomst. På Tingbjerg Skole i København er tallet 82 procent.

Dyk ned i tallene for de enkelte folkeskoler og kommuner herunder.

Lars Olsen vil gerne både slå alarm og mane til besindighed.

»Der er et stigende pres fra toppen og i bunden. Flere går i skoler med børn, der ligner dem selv, både hvis de er ressourcesvage og velstillede. Det er et stort problem, selv om der er en bred midte, der går i blandende skoler,« siger han.

Olsen tror dog stadig på, at folkeskolen kan bevare sin status som folkets skole.

»Der er stadig skoler rundt i landet, hvor børn fra sociale lag mødes og får et fælles dannelsesgrundlag på tværs af skel. Det kan du se i byer som Odder, Helsingør, Roskilde, Frederikssund og Køge. Blandede områder fører til blandede skoler, så den blandede skole findes stadig, selv om den er under pres i de største byer,« siger han.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har for nyligt offentliggjort nedenstående kort over, hvilke boligområder, der har en blandet sammensætning, og hvilke områder, der er meget lidt blandede.

Forsker: Skoledistrikter er socialt skæve

Mikkel Høst Gandil er forsker ved Oslo Universitet og har beskæftiget sig med skoledistrikter.

Blandt hans fund lyder, at frit skolevalg og skoledistrikter tilsammen skaber en ulige mulighed for at ende på de gode skoler.

»At vi har både frit skolevalg og skoledistrikter betyder, at skolerne bliver mindre blandet på tværs af sociale skel,« siger han.

Er tiden løbet fra skoledistrikterne, hvis målet er, at elever skal mødes på tværs af sociale skel?

»Man kan i hvert fald sige, at der er mange andre og bedre muligheder, hvis man ønsker at blande eleverne. Skolen kommer ikke til at løse problemet med boligmæssig segregering, men skoledistrikter gør problemet værre, end det behøver at være.«

Han mener, at det overskyggende problem med skoledistrikter er, at man kan købe sig til en skoleplads.

»Skoledistrikter er jo en afgrænset, geografisk enhed. Det betyder, at hvis man bor man i et distrikt, er man garanteret en plads på skolen. Og det betyder rent praktisk, at man kan købe sig ind i en eftertragtet skole ved at købe en bolig i området,« lyder det.

Mikkel Høst Gandil har i sin forskning blandt andet set nærmere på, hvordan skoledistrikterne påvirker huspriser. Og konklusionen er klar:

»Priserne hopper, så snart man krydser grænsen til et eftertragtet skoledistrikt. Så skoledistrikterne bliver også en forhindring for, at man kan blande skolerne mere. Men der er alternativer til de afgrænsede skoledistrikter, man kan tage i brug,« siger han.

Mikkel Høst Gandil peger konkret på, at man laver en central kommunal fordeling, der minder om den koordinerede tilmelding, KOT, som fordeler studerende på de videregående uddannelser. Det vil betyde, at hver familie indsender en prioriteret liste over de skoler, som de ønsker, at deres børn skal gå på.

Det kræver, at man opstiller nogle fordelingskritierier for, hvem der har førstevalg til skolerne. Det kan være søskendegaranti, afstand til bopæl eller særlige behov for at være i et ressourcestærkt miljø.

Han peger desuden på, at man i gymnasierne bliver fordelt efter, hvor langt man bor fra en skole. Det betyder, at man fra år til år reelt ikke ved, om man bor tæt nok på gymnasiet, til at komme ind.

»Det er ikke, fordi det er en perfekt måde at fordele elever. Det gør ikke op med, at rige områder har rige skoler, men det løser problematikken med, at man kan sikre sig en plads på en skole ved at købe et hus i området.«