0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Fire nedslag i skolehistorien:

Lærermangel og nybrud banede kvindernes vej mod klasseværelserne

Engang blev undervisning set som et mandefag, men i dag er flertallet kvinder. I en ny serie beskriver Skolemonitor kvindernes vej til de danske klasseværelser. Fra første gang, kvinder fik lov til at blive optaget på seminarierne, til de kom i overtal på læreruddannelsen.

4. juni 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I dag er kvinderne i høj grad i overtal i den danske lærerstand. Ifølge Danmarks Lærerforenings seneste medlemsopgørelse fra marts 2021 er hele 72 procent kvinder. Men det er ikke kun i klasseværelset, at kvinderne er i overtal. I den skolepolitiske arena er kvinderne generelt godt repræsenteret - syv af de seneste ni undervisningsministre har som eksempel været kvinder.

Men kvinderne har ikke altid været centralt placeret i skolen. Historien om kvindens indtog i det danske skolesystem er en historie om hårde magtkampe, politiske bølgeskvulp, hård hud over for hånlige debatter og stærke kvindelige frontløbere.

I en ny serie tager Skolemonitor de historiske briller på og giver dig historien om kvindernes vej mod klasseværelserne.

I første kapitel dykker vi ned i fire afgørende nedslag på færden.



1849:

Kvinderne var videnstørstige, men mødte kritik

I løbet af 1840’erne oplevede man et stigende behov for at uddanne kvinder til private lærerinder. Ugifte kvinder havde få muligheder for at forsørge sig selv, der var lærermangel, og flere og flere kvinder drev små privatskoler i hovedstaden.

Københavns skoledirektion gav derfor sin støtte til en institutbestyrerinde-eksamen og gjorde den obligatorisk for kommende skoleledere af begge køn for at hæve kvaliteten. Institutbestyrerinde er nok ikke en eksamenstitel, som får klokkerne til at ringe hos særligt mange i dag, men den har haft stor betydning for ikke bare kvinders vej til læreruddannelsen, men til uddannelse helt generelt.

Inden da havde uddannelse for kvinder nemlig været tæt på ikke-eksisterende. Kvinder havde undervist borgerskabets unge piger privat og ud fra de bøger, de nu engang havde til rådighed.

Men med muligheden for at blive institutbestyrerinde kom initiativer som ’Den højere Dannelsesanstalt for Damer’. Bag den stod Annestine Beyer, en kvinde, der selv havde opsøgt viden, og som forudså, at der ville opstå et behov for prøveforberedende undervisning til de kvinder, som skulle tage inistitutbestyrerinde-eksamen.

Sammen med skolebestyreren Emil Boysen lavede hun derfor et program, som skulle gøre kvinderne klar til eksamen. Det var blandt andet undervisning i sprog, håndarbejde, klaver og dannelse for damer, som handlede om at lære at opføre sig ordentligt.

Det blev den første kompetencegivende boglige uddannelse for danske kvinder, og frem til cirka 1860 kom et flertal af eksaminerende institutbestyrerinder fra Beyer og Boysens dannelsesanstalt.

Blandt nogle af de første kvinder, der gik op til eksamen, var Natalie Zahle, Athalia Schwartz og Pauline Worm. Kvinder som på hver deres måde efterfølgende gik ud og satte fokus på kvinders uddannelse.

Hvor Zahle holdt sig fra den offentlige debat og hurtigt begyndte sit eget skoleprojekt, gik Worm og Scwartz til kamp for kvinders ret til at uddanne sig. Det skete til manges forargelse, og kvinderne blev direkte latterliggjort i landets aviser.

Det var langt fra kun mænd, som rynkede på næsen. Også en af datidens store kvindelige skikkelser, skuespillerinden Johanne Louise Heiberg, var modstander. Hun mente, at uddannelse truede kvindekønnet, og hun opfordrede derfor mødre til at beholde deres piger hjemme, så de kunne blive lykkelige husmødre.

I 1859 fik kvinder mulighed for at tage lærerindeeksamen fra private seminarier, som gav dem adgang til at undervise piger i de offentlige skoler. For at kunne tage eksamen skulle de være fyldt 25 år. Mændene derimod skulle kun være fyldt 20. Kvinderne skulle ikke prøves i matematik eller gymnastik, men i stedet i håndarbejde, som ansås som et kvindefag.

1894:

Samme krav til mænd og kvinder åbnede døren til fælles seminarer

I slutningen af 1800-tallet fortsatte tendensen med, at flere og flere børn kom i skole. Lærermanglen blev derfor også større. I landdistrikterne blev der oprettet forskoler, som skulle sørge for undervisningen af de mindre elever. Det gav mindre pres på hovedskolen, men det var svært at tiltrække de uddannede lærerinder fra byerne, da lønnen var lavere på landet.

Derfor blev det politisk besluttet at oprette en forskolelærerindeeksamen i 1893 i Vejle, hvor op til 25 kvinder ad gangen blev uddannet til at undervise de mindste elever, som man mente, at de kunne håndtere med deres moderlige egenskaber og til en noget lavere løn. Det blev altså den første offentligt drevne læreruddannelse for kvinder.

Året efter kom en større seminariereform og udviskede forskellige krav til mænd og kvinder – eller næsten, for kvinder skulle stadig kunne håndarbejde, mens mændene skulle være på et højere niveau i sang og musik.

Reformen betød, at mange private seminarer åbnede dørene for kvindelige elever. Hvor det præcist skete første gang, er der uvished om, da seminarerne var uafhængige af hinanden. Nogle år efter fik kvinderne også adgang til det første statsejede seminarium for kvinder.

Hvad der præcis lå til grund for at gøre seminarierne fælles vides ikke med sikkerhed, men nogle mener, at det kunne skyldes økonomiske hensyn. For mange seminarier var privatejede, og det kunne derfor være en dyr omgang at have ledige uddannelsespladser.

Det betød langt fra, at mænd og kvinder gik op og ned ad hinanden på alle seminarer. På det gamle seminar Jonstrup ved Værløse fik kvinder først adgang i 1950’erne. Det samme gælder omvendt for mænd på N. Zahles seminarium.

Efter Anden Verdenskrig:

Kvinder strømmede ind på læreruddannelsen

I tiden efter Anden Verdenskrig kom pigerne i overtal blandt elever i mellemskolen - og senere også i realskolen. Det skyldtes blandt andet, at det blev mere almindeligt, at piger fik lov til at gå i skole i længere tid, fordi der ikke længere var samme behov for, at de skulle ud og tjene penge til familien.

Herefter blev lærerseminarierne et langt mere naturligt stop for de unge kvinder end gymnasierne. Afstanden til seminarierne var ofte meget kortere, da de lå drysset ud over hele landet. Modsat var der få gymnasier, som ofte krævede, at man flyttede længere væk.

Der var desuden en stor kulturel forskel. Gymnasierne havde i mange år haft et ry som meget borgerlige skoler, hvor der kun undtagelsesvis gik arbejderbørn.

Derudover bakkede mange familier i højere grad op om en seminarieuddannelse, da det var noget mere håndgribeligt, og man vidste, hvilke muligheder ens datter ville få efterfølgende.

Selv om flere og flere kvinder blev uddannet til lærer, var det dog ikke ensbetydende med, at der var lige mange mandlige og kvindelige lærere ansat på skolerne.

Mange kvinder brugte slet ikke deres fag eller var væk fra arbejdsmarkedet i en periode, mens de havde mindre børn. Flere arbejdede også kun som vikarer og indgik derfor ikke i statistikkerne. I 1963 var der cirka 13.000 kvindelige lærere.

Slut 60’erne:

Kvinderne kom i overtal på seminarierne

Kvinders tilstrømning til læreruddannelsen nåede et nyt højdepunkt i den sidste del af 60’erne. Kvinderne kom nemlig efter mange års nogenlunde lige kønsfordeling i overtal på uddannelsen.

De fleste af kvinderne (og mændene), der dimitterede på det tidspunkt, havde ideerne fra fagbeskrivelserne i Den Blå Betænkning om mere børnevenlig skole med sig, da de trådte ud i klasseværelserne. Tankerne om at skabe social lighed og gøre børnene til harmoniske mennesker med viden om samfundet og dem selv blev derfor mere udbredt.

Samtidig begyndte kvinderne at få det samme i løn, som deres mandlige kolleger – og også den samme titel, da det blev almindeligt at bruge fællesbetegnelsen lærer fremfor at kalde kvinder for ’lærerinder’.

I 1971 blev der for sidste gang holdt eksamen for den særlige folkeskolelærerindeuddannelse, da man mente, at den stod i vejen for ligestillingen.

Og det farvel blev dermed også et farvel til den sidste kønsopdeling i uddannelsen af lærere i Danmark.

Redaktion

Tekst og layout:

Emilie Urenfeldt Fog

Kilder:

Ning de Corninck-Smith, Birgitte Possing, Argumenter imod Kvinder, Dansk Skolehistorie bind 3 og 4, Den Store Danske og Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Foto:

Holger Damgaard, Frederiksberg Stadsarkiv, Heinrich Johan Barby, Ole Henning, Jyllands-Posten, Ritzau Scanpix.



  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage