Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningDen nedslående TIMSS-rapport, der viste et stort fald i de danske elevers matematiske evner, er bare den seneste dårlige nyhed for den danske skole.
Og ifølge Venstres undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, er der ikke råd til mere betænkningstid. Hun kræver handling fra regeringen.
»Det er min oplevelse, at lige som da Titanic gik ned, så bliver musikken ved med at spille, men ingen gør noget. Vi har en minister, der har forsinket redegørelsen og forhandlinger om justeringer af folkeskolereformen. Vi har kaldt på behovet længe, og corona fylder, men det kan ikke være en undskyldning,« siger Trane Nørby.
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) sagde onsdag, at hun vil nedsætte en ekspertgruppe, der skal komme med løsninger til det faldende faglige niveau. Men det er ikke nok, mener Ellen Trane Nørby. Hun peger på flere konkrete områder, hvor Venstre ønsker at sætte ind.
»Der skal ske justeringer i folkeskolereformen. Vi skal have mere frihed, ikke bare i to kommuner, men i alle. Så skal vi styrke læreruddannelsen. Vi var i gang med et arbejde på den front, som den nye regering grundlæggende har parkeret. Og så bør vi nedsætte en hurtigtarbejdende task force, der giver os nogle svar på, hvorfor det går så dårligt i matematik,« lyder det.
Hvordan gør mere frihed for skolerne eleverne bedre til matematik?
»Mere frihed og ansvar vil frigøre ressourcer til at fokusere på kerneopgaven. Skoleledere har i dag mere travlt med at løbe til møder i den kommunale forvaltning end at lede på skolen. Der er ikke tid til den ledelse, der skal hæve niveauet i klasserummet. Lærerne står alene med eleverne, fordi ledere skal slukke ildebrande. Det duer ikke,« siger Trane Nørby.
Vil samle flertal
Den tidligere undervisningsminister indrømmer, at hun ikke kommer langt med ideerne, så længe regeringen ikke indkalder til forhandlinger.
»For nuværende må vi nøjes med at melde vores forslag ind til ministeriet. Vi er afhængige af, om ministeren vil noget, og alt ligger stille lige nu. Det er en enormt dårlig ide at blive ved med at udsætte de tiltag, vi kunne gøre nu,« siger hun.
Hun vil bruge kræfter på at samle et flertal uden om regeringen i et forsøg på at sætte fart i processen.
»Jeg har noteret mig, at der er blevet reageret fra en række andre partier også, så jeg håber, at vi kan presse regeringen til at tage det her alvorligt lige nu i stedet for at vente,« lyder det fra Ellen Trane Nørby.
Enhedslisten kaldte regeringen i samråd, kort efter at TIMSS-resultaterne blev offentliggjort tirsdag. På samme tid forlangte SF at få forhandlinger om skoledagens længde efter nytår.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar