Hun er en af landets førende skoleforskere: Lene Tanggaard siger tingene højt

Ph.d.-studerende har åbenbart også første skoledag. Her i det lavloftede lokale på Aalborg Universitet har nogle af morgendagens klogeste hoveder lavet navneskilte, og i hjørnet står kaffe og ryste-sammen-rundstykker. De er her for at lære at lave kvalitative interviews til deres ph.d.-afhandlinger.

På trods af, at det fyger rundt med referencer til store tænkere som Foucault, Bourdieu og Sokrates og anskuelser om »tilgængelige substantielle diskursive ressourcer«, er stemningen let. Vel nærmest løssluppen, lærdheden taget i betragtning.

»Jeg så forleden et TV-program. Det var med Svend Brinkmann, Rane Willerslev og Christine Feldthaus, og på trods af ham den første, var det egentlig meget sjovt,« siger professoren ved tavlen, Lene Tanggaard.

Velvidende at hendes gode ven og arbejdsmakker gennem 10 år, allemandspsykologen Svend Brinkmann, sidder og følger med ovre i hjørnet. I år er det 10. gang, at de to afholder ph.d.-kurset sammen, og man kunne godt mistænke nogle af jokesene for at være gengangere. Som da Tanggaard lidt senere giver det optimistiske råd til de studerende, at det kan være en god idé at skrive en bog samtidig med ph.d.-arbejdet. Bare for adspredelsens skyld. Hele holdet griner.

Men så rækker en studerende på bagerste række hånden op og udfordrer den gode stemning med en kritisk kommentar. Han mener, at Tanggaard fremsætter et »utilfredsstillende« syn på den kvalitative forskning, og spørger, om ikke hun ser hele udviklingen i et for positivt lys? Hun på sin side køber ikke hans præmis. Der opstår en tavshed. Lene Tanggaard ligner en, der leder efter det gode pædagogiske svar. Men kan så alligevel ikke dy sig:

»Altså, jeg havde nær sagt, for sulan drop nu bare de videnskabsteoretiske diskussioner, hvis ikke de gavner forskningen,« siger Tanggaard, der har ansvaret for psykologi på Aalborg Universitet.

»Jeg blev lidt mundlam,« siger hun, da vi senere sidder på hendes kontor.

»Han ramte ind i noget med det spørgsmål. Fordi det kan hurtigt blive noget overfladisk noget med, hvem der kan citere flest filosoffer på én gang. Det er også det, vi skal væk fra i skoledebatten - altså diskussioner for debattens skyld, uden nogen gavn for skolen.«

Skoledebat handler ikke om skolen

Som den yngste danske kvinde nogensinde blev Lene Tanggaard i 2008 udnævnt professor, 34 år gammel. Med langt over 150 videnskabelige artikler bag sig og et hav af bøger og debatindlæg er hun en af dem, der tegner skoledebatten.

Det er hende, der bliver hevet i, når regeringen vil tryk-teste de mange læringsmål i skolen, eller når erhvervsledere begiver sig ud i kreative processer. Og med sin nye bog, Læringsglemsel, indleder Lene Tanggaard et angreb på læringsmålene, som hun mener skal svækkes.

Men bag den kamp venter imidlertid et endnu større slag for at »få genetableret en frugtbar samtale om skolens praksis«, som hun kalder det. Og for at opnå det agter Tanggaard at indtage en hidtil ledig position i en debat, der ellers er kendt for sine fløjkrige - nemlig den midtersøgende.

»Jeg kigger på skoleforskernes diskussion og tænker, at der står én mand her og én mand der, og de strides. De fordyber sig dybt ned i nogle tekster og diskuterer dem indædt, og det handler på ingen måde om skolen eller børnene eller lærerne. Det tænker jeg, at det skal,« siger Lene Tanggaard.

»Forbandet let«

Efter i 2,5 time at have bevidnet de 30 ph.d.-studerende hudflette en interviewsituation, kan det forekomme lettere nervepirrende rent faktisk at skulle gennemføre et interview. Lene Tanggaard griner, da jeg nævner det.

Det gør hun generelt meget, griner højt, den 45-årige professor, der er klædt i cowboybukser, sort skjorte og gummisko.

Til daglig leder hun psykologistudiet på Aalborg Universitet, vejleder ph.d.-studerende og skriver bunker af artikler. Men egentlig var hun slet ikke sikker på, at hun ville være forsker og begav sig kun »modstræbende« ind i den verden.

»Jeg var nervøs for at komme til at ligne de professorer, jeg havde set på universitetet. Jeg var nervøs for at fjerne mig for meget fra den verden, jeg er optaget af, altså den praktiske. Jeg var nervøs for at blive isoleret. For abstrakt tænkende. For stort et hoved,« siger hun.

Men hendes specialevejleder, den norske professor Steinar Kvale, der anses for at være noget af en autoritet inden for det kvalitative forskningsinterview, havde set et talent i hende. Og sådan blev det. Lene Tanggaard fik en ph.d.-stilling på Aalborg Universitet og blev senere professor. Det var også i cirklerne omkring Steinar Kvale, at Tanggaard mødte Brinkmann, og hun fik ham siden hevet fra Aarhus til Aalborg.

»Tingene kom ligesom bare til mig. Der er meget, der har været så forbandet let for mig,« siger hun. Og virker næsten lidt overrasket over sin egen konklusion.

Lene Tanggaard er vokset op i Aarhus-forstaden Harlev. I et 70’er-parcelhus på Guldregnvej, hvor der blev spillet rundbold med kammeraterne. Hendes far arbejdede som IT-systemudvikler, moderen var skoleleder, og der var ikke meget tvivl om, at Tanggaard og hendes bror - som nu er økonom - skulle på universitetet. Lige så givent var det, at søndagen betød fælles-løb. Faderen stod for opvarmningen i løbeklubben, og så var det bare af sted. De andre dage gik Lene til hen ved alt, hvad den lokale ungdomsskole kunne præstere af keramik og madlavning, rytmisk musik og kor. Og når hun spillede håndbold, havde hun avisen med til at læse i i pausen.

»De andre grinede jo af mig. Men de accepterede mig. Jeg tror meget, at det er billede på mit liv - at jeg har fundet de der smutveje.«

»Læringsbegrebet er blevet en dræber«

I en tid, hvor læring er plastret til overalt, påstår Lene Tanggaard i sin nye bog noget polemisk, at »vi glemmer læring som begreb«. Hun mener, at »læringsbegrebet simpelthen er blevet en dræber«.

»Det dræber vores samtale om pædagogik. Det styrer for meget. Vi tjekker, vejer, måler og sætter krydser de rigtige steder, og så overser vi fuldstændig de problemer, der reelt er i praksis,« siger Tanggaard.

Dagen efter at hendes bog udkom, lancerede uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) paradoksalt nok et læringsbarometer.

»Det siger rigtig meget om, hvorfor vi har brug for læringsglemsel. Vi har simpelthen brug for at svække læringsbegrebet i en tid, hvor det er blevet for dominerende,« siger Tanggaard, der selv har en baggrund som læringsforsker og tidligere har været »euforisk« omkring læringsbegrebet.

I foråret stod hun i spidsen for det udvalg, der rådgav regeringen om Fælles Mål, og var med til at lempe op imod tusind læringsmål. Men udvalget anbefalede imidlertid at lade en række mål bestå. På samme måde er Tanggaards nye bog både et angreb på læringsmålene, der er blevet for mange og for detaljerede, og samtidig også et forsvar for selve værdien af at analysere læreprocesser.

»Jeg vil svække læringsbegrebet, men det er ikke det samme som at smide det på porten. Jeg mener stadig, at det er relevant at bruge,« siger Tanggaard.

Hun peger på, at børn måske i virkeligheden lærer mest, når de har glemt, at de er ved at lære - og ikke, når der er opstillet konkrete mål.

»Den våde drøm er jo at opstille mål og så på forhånd kunne forudsige og styre læreprocessen et bestemt sted hen. Det kan man også halvdelen af tiden – nogle gange er det faktisk rigtig godt at have et mål, fordi så kommer du i land. Men andre gange sker der noget undervejs, som gør, at vi må revurdere vores plan. Og det er mindst lige så værdifuldt. Der sker ofte meget læring lige der,« siger Lene Tanggaard.

Men hvis vi svækker læringsmålene, hvordan sikrer vi så, at børnene lærer det, de skal?

»Ved at tage det demokratiske ansvar alvorligt. Målstyring får os måske til at tro, at der er et eller andet system, der kan tjekke, at børnene lærer det, de skal. Og der risikerer vi at lægge ansvaret fra os. Jeg tror, at jo mere vi forsøger at styre med mål, jo mere forsøger underviserne at drible udenom. Jeg vil gerne tilbage til, at vi har nogle undervisere, der faktisk tager ansvar for, at der sker læring i undervisningen på de rigtige måder.«

Et politisk menneske

Du forsøger at indtage en midterposition. Hvad tænker du om din rolle i debatten?

»Jeg tænker mig lidt som en ambassadør for rigtig mange lærere. Vi må finde ud af, hvordan vi kan få genetableret en frugtbar samtale om skolens praksis. Hvordan kan jeg bidrage til det? Det kan jeg ved at søge mod en midterposition.«

Du kommer af sted med at sige temmelig polemiske ting ret ofte. Hvordan gør du det?

»Jeg tør sige noget højt. Jeg er ikke bange for det. Jeg har det sådan, at jeg har alt at vinde. Jeg ville sagtens kunne have et rigtig fint liv som privatpraktiserende psykolog eller PPR-psykolog. Jeg er ikke gift med denne verden, og det tror jeg, er en styrke.«

Du lader til at være et politisk menneske. Har den mulighed nogensinde været oppe at rotere?

»Ja, jeg er helt klart et politisk menneske. Jeg tror, jeg gør mig nogle overvejelser omkring, hvorfra man bedst kan agere politisk. Og jeg synes egentlig, at jeg har en ret fin position nu.«

Midt i fløjkrigene?

»Ja, der vil jeg gerne stå.«

Bogen 'Læringsglemsel' udkom den 24. oktober på Forlaget Klim.

• Kopiér link