Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningSkolen er aldrig kommet i mål med at understøtte, at alle børn og unge holder af deres skoleliv, og at de udvikler sig bedst muligt både socialt, personligt og fagligt.
Den har ikke formået at give alle børn mod på at bidrage til fællesskabet som engagerede og kompetente samfundsborgere – og det skyldes i høj grad en række paradokser iboende skolens struktur og tradition.
Paradokser, som lærere, pædagoger og skoleledere hver dag skal lykkes på trods af.
Det er strukturelle og traditionsbårne betingelser, der kan kaldes paradokser, fordi de strider imod viden om børns behov og udvikling, hvis man ser på tværs af både pædagogisk og psykologisk forskning, fysiologisk forskning samt neurovidenskab.
Alle paradokserne findes heldigvis ikke alle steder, men de er en indlejret del af skolens traditionelle opbygning og af mange børn og unges skoleliv.
Det er derfor afgørende for hvert barns liv og fremtid og for samfundet som helhed, at vi forholder os til dem. Og lærer af de skoler, der går nye veje og overvinder paradokserne. Lad mig her nævne 15 af dem.
Skolens paradokser
1. Børn har brug for og udvikler sig gennem bevægelse, men klasseværelset og et snævert bogligt fokus inviterer til stillesidning på sin plads.