Debat: Skolestarten bliver utryg, hvis kroniske sygdomme bliver elevens eget ansvar

I disse uger tager en masse børn fat på deres 10 års skolegang, når de skifter fra børnehave til SFO.

Det er en forventningsfuld tid, men for nogle børn og forældre er det også en bekymrende tid, for uden behandling kan type 1-diabetes være livstruende.

På nogle skoler går det godt, men ikke alle steder har børnene tryghed for trivsel og læring, fordi der ikke er afsat ressourcer til at tage vare på den kroniske sygdom, de lever med hver dag.

I dag er der stor forskel på, hvordan landets 98 kommuner sikrer, at skolen kan tilbyde praktisk hjælp til de børn, der har brug for det, sådan som der står i Folkeskoleloven.

Det stiller også ofte lærerne, pædagogerne og til tider skolelederne i en svær situation, fordi der ikke bliver prioriteret ressourcer til det - og fordi skolernes budgetter i forvejen er meget stramme og kommunernes praksis vidt forskellig.

Det system har kun tabere. Først og fremmest børnene og deres familier.

Pulje skal hjælpe skoler til at løfte opgaven

Børn er børn, som skal lege og lære. Ikke have ansvaret for deres kroniske sygdom. Det er et voksenansvar, og det skal vi tage på os.

Derfor kæmper vi for en tryg skolegang for børn med diabetes. Vi er sikre på, at både lærere, pædagoger og skoleledere deler det ønske.

Diabetesforeningen har udarbejdet et start-kit til at hjælpe til en god skolestart. Men det er selvfølgelig ikke nok.

Diabetesforeningen forslår derfor:

Lad os gøre som på fri- og privatskoleområdet og lave en pulje for eksempel i regi af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der kan sikre, at der er hjælp til børnene i hverdagen. En pulje, som skolen selv kan udmønte.

De steder, det fungerer i dag, er der gode erfaringer med, at det er én fra AKT-teamet, der tager ansvaret. Det er vigtigt, at det er en person, der er fast på skolen og ikke sundhedspersonale, som kommer sporadisk.

Der er rigeligt at tage sig af, for et barn med diabetes er typisk udstyret med en sensor, der måler blodsukkeret og en pumpe, der regulerer insulinmængden. Men antallet af kulhydrater skal stadig tælles, og der skal korrigeres for fysisk aktivitet.

Børn skal ikke have ansvar for medicin

Vi forventer med andre ord, at børn helt ned til 6-8-års alderen selv kan overskue, hvor mange kulhydrater, der er i en halv spist madmakke og i øvrigt forudse, om der er rundbold på programmet i frikvarteret, og hvad dagen i øvrigt måtte bringe.

Det er tankevækkende, for når det handler om at børste tænder, er anbefalingen først at overlade det til barnet, når det er omkring 12 år gammelt. Man skal også være omkring 12 år for selv at kunne cykle i skole.

Vi ved fra vores tidligere undersøgelser i Diabetesforeningen og de mange, mange samtaler, vi har med forældre, der ringer til vores rådgivning, at børnene ofte føler sig udenfor, fordi de ikke får praktisk hjælp. Det belaster forældrene i voldsom grad hele tiden at være ”på” og skulle forholde sig til barnets målinger og kulhydrater midt i arbejdstiden mange gange om dagen.

Vi ved også, at de mange gange, hvor forældre har et godt samarbejde med skolen, oplever de en stor tilfredshed og tryghed.

Vi kæmper for, at alle børn skal opleve en tryg skolestart og skolegang – og for sund fornuft: Så når børn skal børste tænder med en voksen, skal der også være en voksen til at hjælpe med en kronisk sygdom.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

• Kopiér link