Debat: Det er godt, folk kan stemme med fødderne, hvis den offentlige skole er på vildspor

Debatten raser igen om forholdet mellem folkeskoler og frie grundskoler. Andelen af elever, der går i en fri grundskole, er vokset til cirka 20 procent. Løfter de nu det samme ansvar som folkeskolerne?

I hvert fald er en toneangivende forsker ’foruroliget’. Men hvad er baggrunden?

For nylig holdt jeg oplæg på en europæisk konference om demokrati og grundskole. Her gik det op for mig, at den danske folkeskole i hvert fald på ét punkt adskiller sig fra næsten alle andre grundskoler i Europa. I Danmark har vi undervisningspligt, men i stort set alle andre lande er der skolepligt.

Det betyder, at forældre har pligt til at sende deres børn i skole i et bestemt antal år. At det ikke bare er pjat, finder man ud af, hvis man f.eks. kigger på forholdene i Tyskland. Her har de tyske forsikringsselskaber lavet en såkaldt ’Rechtsportal’. En del af portalen er skrevet til børn.

Her kan de læse, hvad der sker, hvis de ikke overholder deres skolepligt.

»Selv en times uforskyldt fravær kan have konsekvenser. (…) Hvis dine forældre er ligeglade med din skolegang, kan de få en bøde på op til 1000 Euro – ja, de kan komme i fængsel for at overtræde bestemmelsen om skolepligt«.

I grundloven står der: »Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.«

Børnene har ret til at gå i folkeskole, og de skal ikke betale noget. Men forældrene har ikke pligt til at sende dem i skole. De må oprette en alternativ skole, eller de må undervise dem hjemme. Den pligt, de har, er, at undervisningen skal være lige så god som den, eleverne får i folkeskolen.

Skoledebatten

Forskellen mellem skolepligt og undervisningspligt kan spores tilbage til den franske filosof Rousseau, som skelnede mellem ’la volonté générale’, almenviljen, og ’la volonté de tous’, alles vilje. Almenviljen varetager regering og Folketinget. Alles vilje er den, vi selv udøver i civilsamfundet. I de fleste lande har man pligt til at sende sine børn i skole. Man skal adlyde almenviljen.

I Danmark har man et alternativ: Sammen med ligesindede kan man oprette sin egen skole, eller man kan undervise børnene derhjemme.

At det er sådan i Danmark, skyldes den stærke friskolebevægelse fra første del af 1800-tallet. Frie bønder kæmpede mod, at båndene mellem skole, stat og kirke blev for stramme, og de var stærkt repræsenteret af Grundtvig og Chresten Kold. Princippet om undervisningspligt blev allerede introduceret i 1855.

I 1899 vandt bevægelsen sin næste sejr: Det blev besluttet, at staten skulle betale en del af de frie skolers udgifter. Ved en reform af tilsynet med friskoler i 1949 blev statstilskuddet sat i vejret, så at op til 80 procent af friskolernes budget kunne dækkes af det offentlige.

Idealet var, at de frie skoler skulle have så meget økonomisk støtte, at der kunne etableres en forsvarlig skoledrift ved hjælp af statstilskuddet plus et forældrebidrag, som ikke måtte være så stort, at kun velhavende forældres børn kunne gå der. Hertil kommer, at kravene til at oprette en privat skole er ikke voldsomt store.

I den daglige skoledebat hører man ofte om ulemperne ved ordningen: Folkeskolen er truet, fordi det efterhånden er næsten hvert femte barn, der går i en friskole, siger man. Og løfter de frie skoler nu de samme sociale byrder som folkeskolerne?

Og ja, der er mange besværligheder. Men da mine udenlandske kolleger fik princippet gennemgået, blev de nu alligevel misundelige. Hold da op, hvor er det vigtigt, at man har sådan en kontrol- og balancemekanisme, og at den er indskrevet i grundloven, sagde de. Hvor er det godt, at folk kan stemme med fødderne, hvis de synes, at den offentlige skole er på vildspor.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

• Kopiér link