0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pressefoto
Foto: Pressefoto

Det er stærkt bekymrende, at der er en stigning blandt elever med et uindfriet støttebehov, skriver direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl. (Arkivfoto)

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skolemonitor@pol.dk


Børns Vilkår: Hvorfor blev børnenes perspektiv ikke inddraget i nedslående inklusionsrapport?

Evalueringen af de seneste ti års inklusion er nedslående læsning. Og det kan undre, at man ikke engang har interesseret sig for, hvordan inklusionen ser ud fra børnenes eget perspektiv, skriver direktør i Børns Vilkår.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Alle unge, der snart er færdige med 9. eller 10. klasse, har igennem hele deres folkeskoletid mærket konsekvenserne af inklusionsreformen.

Modsat ældre årgange har de haft mange flere klassekammerater med særlige behov - måske har de også haft det selv. Forskellighed og mangfoldighed er en gave, men kun hvis skolerne har rammerne til at imødekomme det.

Inklusionsreformen blev indført i 2012 med en hensigt om at inkludere flest mulige børn i den almene folkeskole. For nylig kom så den 800 sider lange evaluering af, hvordan det går.

Det første, der slog mig, da jeg læste evalueringen, var, at man ikke ét eneste sted har interesseret sig for, hvordan inklusion ser ud fra børnenes perspektiv.

Børns evne til at pege på løsninger er ellers både en ressource og en nødvendighed i forhold til at lykkes med en indsats for at forebygge eller håndtere mistrivsel og skolefravær. Når vi inddrager børn, er det også udtryk for respekt for barnet som aktør i eget liv.

Ser vi på selve resultaterne i evalueringen, er de decideret nedslående. Hvis man kun læser ministeriets beskrivelse af evalueringen, tænker man, at der er fremgang flere steder. Men den positive udvikling udvalgte steder er jo sket fra et virkelig ringe udgangspunkt.

Det er stærkt bekymrende, at der er en stigning blandt elever med et uindfriet støttebehov. Der er spurgt til antallet i 7. og. 9. klasse, og jeg undrer mig over, at det ikke er blevet opdaget tidligere, så eleverne kunne have fået den rette hjælp tidligere. Tallene viser tydeligt, at børnene også mistrives fagligt.

Vi udgav selv en undersøgelse for nylig, som viste, at børn med særlige behov oftere går glip af undervisning, og at de i højere grad ikke synes, de lykkes fagligt. Hver tredje har sjældent eller aldrig lyst til at komme i skole.

Så børn med særlige behov oplever, at fordi de har de behov, de har, så kan de ikke i samme grad deltage i undervisningen. Det er jo det helt modsatte af formålet med inklusion?

For lidt fokus i klassefællesskaberne

Vi skal væk fra, hvad ’barnets problem’ er. Når et barn ikke trives, kan man være optaget af, hvordan barnet kan komme til at passe ind i skolen – i stedet for at se på, hvordan skolen kan tilpasses barnet.

Vi er nødt til at gøre op med de individrettede forståelser af inklusion og sikre, at blikket også rettes mod de fællesskaber og sammenhænge, barnet indgår i. Den store stigning i børn med støttebehov kan jo netop være en konsekvens af, at skolerne har haft for lidt fokus på udfordringer i klassefællesskaberne.

Når først et barn mistrives, skal det være tydeligt, hvem på skolen, der har ansvaret for at handle, og hvorvidt det er nødvendigt at indhente hjælp fra andre fagprofessionelle. Inklusion kræver systematiserede indsatser på de enkelte skoler, og der skal være specialpædagogisk viden til stede.

Når der ikke er grundlæggende strukturer på skolerne for arbejdet med inklusion, så reageres der først, når børnene er i alvorlig mistrivsel, og i nogle tilfælde først, når børnene holder op med at komme i skole.

Men tegn på mistrivsel skal opdages på skolerne, længe inden PPR overhovedet kommer i spil. Der skal være strukturer, der sikrer, at lærere og pædagoger får den faglige sparring, de har brug for fra relevante faggrupper som psykologer, socialrådgivere sundhedsplejersker osv.

Ti år er gået - et helt skoleliv for tusindvis af børn og unge.

Lad os gøre alt for at rette op på den fejlslagne inklusion, så kommende årgange kan opleve en folkeskole, der har de rette rammer og kompetencer til at implementere en inklusion, der rent faktisk virker.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: