Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningElevfordeling på grundskoler og ungdomsuddannelser lyder måske ikke som et tema, der er specielt velegnet til en valgkamp til Folketinget. Ikke desto mindre forudser jeg, at det kan gå hen og blive det. Hvorfor?
Fordi det principielt handler om, hvor grænsen går mellem borgernes frihed og statens bestemmelsesret. Og fordi det i praksis og på ’hverdagsniveau’ har stor betydning for familier, børn og unge.
Det var i juni sidste år, nærmere bestemt 10. juni, at elevfordelingsaftalen for de gymnasiale uddannelser blev præsenteret af børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Aftalen blev indgået i forståelse mellem den socialdemokratiske regering og partierne Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet og Kristeligt Folkeparti. Bl.a. Venstre, De Konservative og Liberal Alliance valgte at stå uden for aftalen, hvis ene hovedpunkt var, at forældrenes indkomst fremover skal spille en hovedrolle, når eleverne skal fordeles på de offentlige gymnasiale uddannelser.
Skolen bliver et værktøj
Fra og med 2023 skal gymnasieelever i såkaldte fordelingszoner, særligt i storbyerne, altså fordeles ud fra en algoritme, som lægger vægt på deres forældres økonomiske vilkår. Aftalen har fået overraskende lidt omtale, i betragtning af hvor mange, der får konsekvenserne af den at føle.
Det kan naturligvis være, fordi at mange finder den sympatisk. Det kan også være, fordi de faktiske