Debat: Vi er ikke i Amerika, Lars Qvortrup. Vi har ikke pensum, og elever kan ikke dumpe folkeskolen

I folkeskolen findes ikke et ’pensum’. Vi benævner godt nok alle de afsluttende prøver - helt misvisende - for ’afgangseksamen’, men den består udelukkende af prøver.

Alt andet ville være umenneskeligt, for elever er jo børn og derfor ikke ansvarlige for deres egen læring. Det er alene skolen.

Elever kan derfor formelt set ikke dumpe folkeskolen. De bliver banalt sagt alene 15 år ældre, på godt og ondt, sammen med klassekammeraterne i undervisningen.

Til sidst kan de ønske en vurdering af, hvordan de klarer sig i en afsluttende prøve. Men prøver er ikke eksamener, der kan dumpes, og derfor er der ikke et pensum.

At det politiske system sidste år har bestemt, at elever efter skolen skal stå med et 02 i hånden for, at komme ind på en ungdomsuddannelse, det må stå for deres regning.

Folkeskolens opdrag

Det er ikke formelt en del af folkeskolens opdrag af den helt indlysende grund, at formålsparagraffen i folkeskolen (stadig) handler om dannelsesprocesser, der ’fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling’. Den udvikling kan ikke dumpes. Man har det liv, man har.

Det kan derfor undre, at professor i pædagogik Lars Qvortrup i Skolemonitor 6. september problematiserer skolernes nye frihedsforsøg, når Cosmosskolen i Esbjerg vil ’skære skoledagen ned’. Han spørger bekymret, om det så er muligt for de ældste klasser, at ’nå deres pensum’?

Jeg bliver nødt til at minde Qvortrup om, at vi ikke er i Amerika. I Danmark styres skolen ikke af et curriculum – endnu – selvom han hele sin karriere har gjort ihærdige forsøg på at introducere sådan en amerikansk tankegang.

På en eller anden måde er det nemlig lykkes Qvortrup, at skabe en ’amerikansk’ direktør-karriere på et abstrakt fordansket ’kluddetæppe’, der herhjemme hedder ’socialkonstruktivisme’.

Den har inspiration i en liberalistisk psykologisk amerikansk læringsteori, som isolerer og reducerer individet til målbare kognitive processer.

I Europa har vi helt modsat haft en lang skoletradition med udgangspunkt i elevens frie vilje, lærerens unikke fagpersonlighed, samtalens enestående menneskelige mellemværende og skolen som en almen politisk/-etisk myndighedsproces.

Den form for lokalt og personligt nærvær kan oftest ikke måles i tal, behandles i statistikker og monitoreres løbende på y- og x-akser.

Derfor er det lykkes Qvortrup at fremstille det danske skoletradition før år 2000 som både uprofessionel og uvidenskabelig.

Hvem styrer så folkeskolen

Og politikerne har ædt den professionsforståelse råt. Så nu er folkeskolen primært styret af et kommunalt amerikanskproduceret digitalt teknokrati og individuelle testredskaber.

Qvortrups ’opkvalificering’ af lærernes professionalitet har siden folkeskolereformen - finansieret af Mærsk-milliarden – kredset om ministeriernes behov for data.

Uagtet, at empiri på læreruddannelsen førhen betød erfaring, eksempelvis lokale og personlige arbejdserfaringer. Når Qvortrups talunivers fremstiller lærernes erfaringer, som rene uprofessionelle subjektive holdninger, så inspirerer det kommunerne til at arbejde under parolen ’prosa ud og data ind’.

Pandemien gav os heldigvis et realitetscheck. Frihedsforsøg er startet på skolerne. Men nu er Qvortrup bekymret over frihedsforsøgenes evalueringskrav, der kun nævner »ledere, medarbejdere og forældre, medarbejdertrivsel, brugertilfredshed mv«. Han efterlyser »effekten for elevernes læring, trivsel og udvikling.«

I Qvortrups univers er ’læring’ nemlig lig med nationale testresultater, ’trivsel’ er lig med spørgeskemaer om individuelle behov, og ’udvikling’ er grafkurver over nye og de gamle data.

Alt samme rene abstraktioner, der autistisk skal fodre computere non stop. Qvortrup har i et livslangt opgør med den grundtvigsk-inspireret skolekultur forsøgt at introducere en amerikansk skoleforståelse.

Det er langt hen af vejen lykkes. Folkeskolen nærmer sig nu et diagnosefremmende modsætningsfyldt mix af test og terapi. Meget lig det amerikanske skolesystem.

Giv nu skolerne ro til at finde tilbage til en faglig skolepædagogisk praksis, der har rod lokalt og personligt. At forskere og politikere har behov for digitale data i grafer og effektmål, er og kan ikke være folkeskolens primære opgave.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

• Kopiér link