0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

I disse år handler den skolepolitiske dagsorden om at overgå hinanden i frihedserklæringer. Men folkeskolen har brug for en national ramme, der sikrer lighed, skriver Lars Qvortrup i debatindlæg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skolemonitor@pol.dk


Lars Qvortrup: Giv os et skoleår uden reformer og store frihedserklæringer

Da folkeskolen opstod, var den præget af fire principper, som de fortravlede skolepolitikere i dag ser ud til at have glemt, skriver professor Lars Qvortrup.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den danske folkeskole blev født i 1814. Baggrunden var, at landet stod i en dyb krise: I 1807 blev København bombet af englænderne, og i 1813 brød det økonomiske system sammen, og staten gik fallit. Hvad var svaret? At nationen skulle genskabes, koste hvad det ville.

Der skulle skabes en skole for alle dele af samfundet, såvel geografisk som socialt. Der blev udstedt fem ensartede love eller ’anordninger’, som de hed: for landdistrikterne, købstæderne, København, Slesvig-Holsten og for jøderne i kongeriget.

Lovene byggede på erfaringer fra de skoleprojekter, som progressive godsejere stod bag i slutningen af 1700-tallet, og på overvejelserne fra Den Store Skolekommission som var blevet nedsat i 1789 og havde afleveret sit udkast til skolelov i 1799.

De progressive godsejere byggede på den filantropiske tradition: Læreren skulle tage udgangspunkt i børnenes ’naturlige nysgerrighed’ og forvandle den til ’gavnlig videlyst’.

Men med de nationale anordninger var én ting anderledes i forhold til de lokale eksperimenter: Det var staten, der skulle tage ansvar for landets skolevæsen.

Derfor lød formålsparagraffen i alle fem anordninger med små variationer: »Ved børnenes undervisning skal der i almindelighed tages hensyn til at danne dem til gode og retskafne mennesker, i overensstemmelse med den evangelisk-kristelige lære; samt til at bibringe dem de kundskaber og færdigheder, der er dem nødvendige for at blive nyttige borgere i staten.«

I disse år handler den skolepolitiske dagsorden om at overgå hinanden i frihedserklæringer.

Principper truet af glemsel

Hvorfor er det vigtigt at kigge tilbage på den danske folkeskoles fødsel?

Fordi den var præget af fire principper, som alle i dag er truet af glemsel: Omhu. Betalingsvilje. Lige muligheder. Og at dannelse og nyttige kundskaber ikke er hinandens modsætninger, men tværtimod to sider af samme sag.

Omhu: Anordningerne fra 1814 byggede på ti års arbejde i Den Store Skolekommission og på årtiers pædagogiske diskussioner og forsøg. Til gengæld holdt de i store træk frem til grundloven fra 1849.

De blev ikke skabt i et øjebliks begejstring, og de blev ikke forladt øjeblikket efter, sådan som vi har set med folkeskolereformen fra 2013. Da den blev vedtaget, var tilslutningen bred og begejstringen stor. Få år efter undsagde mange af de partier den lovgivning, de selv havde bidraget til.

Som Sigge Winther Nielsen påviser i sin bog ’Entreprenørstaten’, løber politikere stærkere og stærkere for at følge med i en dagsorden, der af samme grund hele tiden ændrer sig. Det, der er godt den ene dag, forkastes den næste.

Betalingsvilje: Anordningerne fra 1814 blev vedtaget i en voldsom national krisetid. Økonomien var brudt sammen. Intet var der råd til. Alligevel vedtog og gennemførte man anordningerne: Man besluttede at alle børn skulle gå i skole. Man styrkede læreruddannelserne. Man byggede skoler over hele landet.

Folkeskolereformen fra 2013 blev derimod gennemført hånd i hånd med besparelser, der først og fremmest gik ud over lærerne. Konsekvensen er velkendt: Lærerne var modstandere fra den første dag. Det var en afgørende årsag til at reformen ikke kom til at virke.

Lige muligheder: Anordningerne fra 1814 satte en national ramme for grundskolen. Selv om man på mange måder kunne indrette sig lokalt, var det, som der står i bind 2 af Dansk Skolehistorie, »ikke længere den enkelte lærer, der holdt skole og afgjorde, hvordan skoleundervisningen skulle foregå.« Det var staten, der skulle sikre national lighed.

Sådan ser man ikke på det i dag. SF’s skolepolitiske grundlag har overskriften ’Lad os sætte skolen fri’, og heller ikke i De Radikales udspil ’Børnene først’ siges der særlig meget om fælles formål og mål. I stedet spiller også de frihedskortet: »Skoler skal have frihed til at sætte sin egen retning, mål og værdier«, står der, ordret citeret.

Det er formuleringer, der passer bedre på privatskoler end på en folkeskole, der bygger på nationalt og kommunalt politisk demokrati, og som skal fremme lige muligheder på tværs af geografiske og sociale forskelle. I disse år handler den skolepolitiske dagsorden om at overgå hinanden i frihedserklæringer.

Dannelse og kundskaber: I Anordningerne fra 1814 var dannelse og kundskaber ikke hinandens modsætninger. Flere kundskaber giver ikke mindre dannelse, og nyttige kundskaber og færdigheder er ikke et undertrykkende greb fra en såkaldt ’konkurrencestat’, der vil gøre børn til soldater i konkurrence-armeen, som det hedder nu om dage.

Nej: Dannelse uden kundskaber er varm luft, og kundskaber må gerne gøre gavn for fællesskabet.

Nej tak til hurtig ny reform

Landets uddannelsespolitikere kunne gøre sig selv og nationen den tjeneste at stå af ræset, bare en uges tid, og sætte sig under et skyggefuldt træ og læse bind to, ’Da skolen tog form’, af Dansk Skolehistorie – om folkeskolens formative år.

Imens kunne landets undervisningsminister forberede et udspil: Ikke endnu en stor og hurtig reform.

Men en grundig og bredt sammensat skolekommission, der i samtale mellem nationale og lokale politikere, praktiske skolefolk og eksperter beskriver principperne og rammerne for en folkeskole og en læreruddannelse, som har mere end fem års holdbarhed.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: