0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pressefoto
Foto: Pressefoto
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skolemonitor@pol.dk


Debat: Det er ikke den ægte frihed, som politikerne vil give til skolen

Hvis skolen skal sættes rigtigt fri, kan dens frihed ikke reduceres til et spørgsmål om antallet af timer, to-lærerordninger eller lærernes valg af metoder. Friheden skal være mere vidtrækkende, skriver lektor Niels Jakob Pasgaard.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Alle taler om at give folkeskolen mere frihed.

Folketingets partier, KL og de toneangivende forskere er enige: Frihed må der til. Nogle af os har vidst det længe. Vi kunne allerede i 2013 se, at den politiske stramning af styringsskruen, hvor elever, lærere og skoler skulle stå til regnskab for opnåelse af bestemte, målbare læringsudbytter, ville ødelægge skolens mulighed for at være skole.

Det stoppede ikke forligskredsen, det stoppede ikke KL, og det stoppede slet ikke de fleste af forskerne, der talte varmt om læringsmålstyringen.

Men nu kan flere åbenbart se det. Ja, nu vil alle have frihed, siger de.

Men den frihed der tales om, er ikke en egentlig frihed. Der tales nemlig udelukkende om metodefrihed; skoler og lærere skal have bedre muligheder for at vælge de bedste metoder til undervisningen. De skal kunne skære lidt i timetallet. Så længe skolerne stadig leverer på de fastsatte outputmål, er det vel ok med lidt frihed.

Friheden bliver en metode: Virker friheden? Giver friheden højere karakterer? Har friheden positiv effekt på resultaterne i de nationale test? Trives frie elever bedre end mindre frie elever? Leverer friheden på måltallene?

Skolen skal løfte og danne i frihed

Til det at holde skole knytter sig et spørgsmål, der er vigtigere end spørgsmålet om de bedste metoder: Det er spørgsmålet om skolens og undervisningens mål.

For hvad er målet med at undervise i noget bestemt i dansk i 2. klasse? Hvad er målet med at tage på lejrskole? Ja, hvad er målet med at gå i skole som sådan? Det er helt centrale spørgsmål, som man må give de mennesker, der befolker skolen, mulighed for at svare på.

Den største fejl, man begik i 2013, var, at man fra politisk side fratog elever, lærere og skoler muligheden for at svare på spørgsmålet om skolens og undervisningens mål. Pludselig var skolen reduceret til en udbytteorienteret virksomhed, der skulle levere på eksternt formulerede resultatmål og benchmarkes i det til lejligheden udviklede ministerielle ’datavarehus’.

At holde skole er ikke et spørgsmål om at opfylde eksternt formulerede mål så effektivt og gnidningsløst som muligt. Det er nærmere det modsatte.

Lærerne blev reduceret til lydige metoder, der så effektivt som muligt skulle opfylde de eksternt formulerede kompetencemål, og eleverne blev reduceret til meta-reflekterende robotter, der konstant var på jagt efter de mest effektive læringsstrategier i arbejdet med at indfri de eksternt formulerede læringsmål.

Men det at holde skole er ikke et spørgsmål om at opfylde eksternt formulerede mål så effektivt og gnidningsløst som muligt. Det er nærmere det modsatte.

I en skole er tiden fri, jf. det oldgræske begreb Schole. Det betyder, at man i skolen ikke skal ’levere’ i forhold til arbejdsmarkedets, KL’s eller Folketingets forventninger og mål. Nej, i skolen bliver børnene elever, der skal ’eleveres’.

Det vil sige, at de skal løftes og opdrages ind i voksenlivet ved at indgå i skolens dannelsesproces. En vigtig del af den dannelselsesproces er opøvelsen i at finde egne mål; at øve sig i at sætte egne mål i fællesskab med andre, og at øve sig i at samarbejde med andre om at indfri målene.

Det er, hvad et myndigt menneske skal kunne. Derfor er det mildt sagt uheldigt, at de mennesker, der befolker skolen, er frataget denne mulighed. Dannelsen har brug for, at vi sætter skolen fri af de eksterne mål, for kun en skole, der lader lærere og elever sætte egne mål, kan sikre en levende vekselvirkning mellem et frit tilblivende menneske og en frit tilblivende verden. Og dét er, hvad dannelse handler om.

Mangfoldige mål frem for tilfældige

Men er der ikke en risiko for, at målene bliver tilfældige, hvis ikke Folketingets partier eller KL definerer dem fra centralt hold? Nej, men der er en chance for, at de bliver mangfoldige. Og det vil være godt, for ligesom vores demokrati danner ramme for, at livet kan leves på mangfoldige måder, må skolen danne ramme for, at eleverne kan udvikle sig i mangfoldige retninger – de skal ikke nødvendigvis nå det samme sted hen.

Alle elever skal derimod gå i en skole, der har folkeskolens formålsparagraf som fundament: Ethvert mål, der sættes i skolen, må have afsæt i dét, der af Knud Heinesen blev kaldt samfundets trosbekendelse til fælles værdier.Det er dem, vi er fælles om.

Når lærerne taler med hinanden om, hvilke kundskaber og færdigheder deres fag skal bibringe eleverne, hvad det vil sige at gøre eleverne fortrolige med dansk kultur, eller hvad det vil sige, at skolens virke må være præget af åndsfrihed, vokser målene frem af arbejdet med formålets grundlæggende værdier.

Ikke som eksterne krav, der styrer alt andet og reducerer både stof, lærere og kammerater til rene midler for den enkelte elevs målopfyldelse, men som midler for undervisningens og dannelsesprocessens fortsættelse.

Hvis vi vil en skole, hvor dannelsen står centralt, og hvor vores samfunds værdier bliver levende, kan skolens frihed ikke reduceres til et spørgsmål om antallet af timer, to-lærerordninger eller lærernes valg af metoder. Friheden, og dermed ansvaret, må også omfatte spørgsmålene om, hvad der er undervisningens og skolens mål.

Mon ikke eleverne, lærerne og skolerne er klar til at løfte den frihed og det ansvar? Det tror jeg. Og jeg synes politikerne, KL og ikke mindst forældrene skal udvise skolen den samme tillid, og sætte skolen og dannelsen fri.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: