Stefan Hermann: En udspaltning af læreruddannelsen fra professionshøjskolerne er en uholdbar idé

I Skolemonitor den 19. april hævder forperson for de Lærerstuderendes Landskreds, Caroline Holdflod, at læreruddannelsen er forsømt på professionshøjskolerne.

Hun og LL mener, at det var en fejl, at uddannelsen blev en del af professionshøjskolerne i 2008.

Det billede, som tegnes af læreruddannelsen, er imidlertid skævt og svarer efter min bedste overbevisning ikke til, hvordan det er eller bør være.

Samtidig har Holdflod gode pointer. Lad mig understrege, at jeg ikke som sådan anfægter, at man kan foreslå en frigørelse fra professionshøjskolerne, eller at der er grund til kritik.

Jeg mener dog, at en udspaltning fra professionshøjskolerne er en uigennemtænkt og uholdbar idé.

Holdflod hævder, at man har udgrænset det særlige ved at blive lærer. Hun savner morgensang og nærhed til underviserne. Alle ”højskoleelementerne”. Det hele er blevet så strømlinet.

Der har også været for megen tværfaglighed og såvel KP’s Campus Carlsberg som VIA i Aarhus er eksempler på, hvor galt det kan gå. Samtidig burde der være 29 læreruddannelser mod 18 steder i dag. Desuden anholdes, at der er kommet en masse mellemledere.

Prioriteret læreruddannelsen

KP har i hele sin levetid prioriteret læreruddannelsen højt; det gælder efter min bedste overbevisning også på de øvrige professionshøjskoler.

Enhver med kendskab til økonomien hos både de daværende UCC og Metropol vil vide, at læreruddannelsen modtog flere midler end staten leverede. Merøkonomien kom bl.a. fra pædagoguddannelsen.

Hertil kommer, at læreruddannelsen på KP efter en bestyrelsesbeslutning i 2020 skal modtage flere midler årligt – midler der kommer fra administration og beskæringer på en række andre uddannelser og aktiviteter.

Samtidig er ingen uddannelse som læreruddannelsen blevet prioriteret så højt forskningsmæssigt, ligesom praktik og praksissamarbejde har det bedre.

Ikke mindst fordi ledelser og medarbejdere har satset på det. Ingen seminarier var i nærheden af det forskningsniveau, der er bygget op mange steder.

Den administrative byrde

Men hvad så med de mange mellemledere? På KP er der væsentligt færre ledere end før fusionen mellem UCC og Metropol i 2018, og før professionshøjskoledannelsen i 2008.

Alene i 2018 blev der med et slag sparet omtrent 12 millioner kroner årligt på ledelse. Der er væsentlig færre administrative medarbejdere per studerende end før.

Samtidig er de administrative byrder vokset, ikke mindst med den nuværende læreruddannelses detaljerede regulering, og omprioriteringsbidrag har høvlet i økonomien ligesom fald i optag gør sit.

Det er uhyre afgørende at skelne mellem den økonomi staten stiller til rådighed, institutionsformen og så de regler som gælder.

Økonomien er blevet mærkbart ringere, og reglerne tungere og mere bøvlede. Og som ledelser er vi selvsagt ikke uden ansvar.

Ikke en uddannelsesfabrik

KP ønsker ikke at være en uddannelsesfabrik, og vi er det ikke. KP har en strategi med stort fokus på kulturrige uddannelsessteder med mange og righoldige aktiviteter, der ledsages af mange nye tiltag som netop handler om at fremme fagidentitet, dyrke det unikke i de enkelte uddannelser.

Det er der ikke mindst brug for på det nybyggede Campus Carlsberg, hvor identitet og kultur stadig er under udvikling men også andre steder, hvor vi har gjort for lidt ud af det.

Ikke desto mindre synges der, laves grøn campus, arrangementer med lyse nætter, foreninger trives etc.

Fordi vi ønsker disse traditioner, ligesom vi stimulerer, at der laves nye med fx kulturelle artefakter og kunst, afsigelse af ed ved dimission, uddannelsesspecifik navngivning af auditorier og fællesområder. For blot at nævne nogle.

Og gys: Der er frivillig fællessang på tværs af hele KP den sidste fredag i måneden.

Tværfaglighed er lovpligtig

Hermed er vi fremme ved den tværfaglighed, som både LL’s forperson og DLF-formanden synes er gået for vidt og truer lærersjælen.

Professionsuddannelserne har et lovpligtigt krav om at udbyde et tværprofessionelt modul. Vi har ikke selv fundet på det, men det giver god mening.

Særligt hvis man har fokus på, at det fx skal fremme den lærerstuderendes evne til at varetage læreropgaver, ikke til at være amatørsocialrådgivere, men dog forstå og kunne samarbejde med andre professionelle. Det er sådan vi griber det an.

Læreruddannelsen er formentlig den uddannelse, som har haft mindst tværprofessionelt samvær med andre uddannelse – af mange grunde, hvoraf nogle er gode.

Det rette antal

LL ønsker sig øjensynligt 29 læreruddannelsessteder. Der er i dag 18 steder i landet, man kan læse til lærer. Det er to flere uden for de store byer end i 2000. Altså ikke nogen geografisk centralisering de sidste 20 år.

Man bør ikke desto mindre kigge meget seriøst på behovet for flere læreruddannelser, men hovedproblemet er ikke fordeling af uddannelsessteder, men rekruttering til læreruddannelsen.

I 1980’erne lukkede ti seminarier; siden kom flere lukninger til medens nye steder opstod. Årsagerne til lukning var mangel på søgning og kvalitet.

Etablering af mange flere læreruddannelsessteder i yderområder risikerer en kannibalisering; det vil ikke smadre læreruddannelsen i de største byer, men de nabosteder, hvor optaget i forvejen er kritisk.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

• Kopiér link