0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privat
Foto: Privat

Læreruddannelsens undervisere frisættes, så de ud fra personlighed og faglige integritet kan udvælge, hvad de studerende skal præsenteres for, skriver Mads Egekov.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skolemonitor@pol.dk


Debat: Læreruddannelsens målstyring spænder ben for dannelsen af kritisk tænkende lærere

På læreruddannelsen vidste de studerende præcis, hvilke kompetencer der kunne fremtvinge et 12-tal. De opstillede mål gav kun én faglig hovedvej, som var legitim for de studerende at benytte, skriver lærer og studerende i pædagogisk filosofi Mads Egekov.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der har de senere år været heftig debat om læreruddannelsen. Debatten vedrører blandt andet, hvilken filosofi læreruddannelsen var, er og bør være grundlagt på.

Ét er den offentlige debat om uddannelsen, noget andet er, hvordan den faktisk oplevede virkelighed tager sig ud for de lærerstuderende.

Det er en oplevet virkelighed, som jeg med udgangspunkt i mine egne erfaringer fra læreruddannelsen i årene 2015 til 2019 vil illustrere herunder.

Målstyret undervisning

Et element, der står krystalklart i mine erindringer fra læreruddannelsen, er studieplanerne for modulerne. Det var velkendt, at underviserne før hvert moduls påbegyndelse skulle gennemgå studieplanernes lange målbeskrivelser. Output-fokuseringen var til at tage at føle på.

Jeg skulle tilsyneladende ikke lade mig forføre af det faglige indhold eller fare vild af små, ukendte stier. Den enkeltes studerendes unikhed i mødet med det faglige indhold var sat under pres, fordi samtlige studerende - i metaforisk forstand - helst skulle vandre i takt med samme destination.

Samtlige studerende skulle helst vandre i takt med samme destination

Man vidste præcist, hvor man skulle hen, og hvilke kompetencer eller hvilken viden der kunne fremtvinge et 12-tal.

Ja, dyden var ifølge studieplanen at forfølge disse opstillede mål med en tocifret karakter som belønning. Målene fungerede så at sige som et retningsgivende kort med blot én hovedvej, der var legitim at benytte.

Fokusset på at opfylde på forhånd definerede mål i mødet med fagenes indhold kunne for mit vedkommende meget vel have betydet, at den pædagogiske verdens vidde ville have forblevet ukendt og ikke åbenbare alle dens farver og pluralitet.

Måske med den konsekvens at mine daværende dygtige og engagerede medstuderende og jeg selv ikke ville være i stand til at behandle, vurdere og udvikle pædagogisk teori og praksis på en kritisk opbyggelig måde.

Spørgsmålet bliver her, hvem jeg kan takke for, at mine medstuderende og jeg endte som det, der i al ydmyghed kan beskrives som relativt kritiske og selvstændigt tænkende lærere?

Når pædagogikkens verdens åbner sig

Der skulle gå knap to år, før jeg stødte på undervisere, der åbenlyst stillede sig kritiske over for målstyringstænkningen og instrumentalisering af pædagogikken. På faglig og saglig vis vel og mærke.

Sikke en befriende følelse. Følelsen var en sær men samtidig lettende følelse af, at målstyringens tyngende vægtskiver nu var hjulpet af mine skuldre.

Det var først gennem denne kritik af målstyringens selvfølgelighed og dannelsesmæssige konsekvenser, at pædagogikkens verden for alvor udvidede sig for mig.

Det var først gennem kritik af målstyringens selvfølgelighed, at pædagogikkens verden for alvor udvidede sig

Her blev pædagogikken præsenteret som en normativ disciplin, hvor vi som studerende løbende diskuterede, hvad der er værdifuldt, hvorfor det er værdifuldt, og hvordan pædagogik bør bedrives.

Jeg blev med andre ord vist, at der fandtes et rum - et tankerum - hvor min tænkning kunne få frit spil og således lede mig ned ad de tidligere omtalte små stier i mødet med fagenes indhold.

Jeg har jævnligt spekuleret på, hvilken form for lærer jeg ville have udviklet mig til, hvis underviserne ikke havde åbnet pædagogikkens verden og normative aspekt op for mig.

Min frygt er, at jeg i blinde ville have bedrevet pædagogik og undervist på en måde, der var indhyllet i målstyringslogikken.

En ånds- og dannelsesforladt logik, der ikke hører til i det, som skolen kan siges at være: En fri tid hvor barnet midlertidigt bliver til elev og kan undersøge sig selv og verden for selv at blive et frit menneske.

Alt dette med folkeskolens formålsparagraf, lærerens frihed, autoritet og kærlighed til den yngre generation som grundlag.

Der er kun tilbage at håbe på, at læreruddannelsens undervisere frisættes, så de ud fra personlighed og faglig integritet kan udvælge, hvad de studerende skal præsenteres for. Og hvor den studerende gives mulighed for at undersøge og vende og dreje fagenes indhold på mangfoldige måder.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-600 ord til debat.skolemonitor@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: