Debat: Løsningen på at nedbringe skolefravær findes i skolen

Fravær er kommet højt på den skolepolitiske dagsorden efter, at det står klart, at et stigende antal børn ikke møder op på skolen til undervisningen, som de skal. I Aarhus har cirka hvert tiende afgangselev fra 2019 eksempelvis haft et fravær på mere end 200 dage gennem deres skolegang, skrev Politiken Skoleliv for nyligt.

Både dansk og international forskning viser, at fravær er en risikofaktor i forhold til øget frafald senere i uddannelsessystemet, og at dette igen er en risikofaktor for sociale, psykiatriske og økonomiske problemer i voksenlivet. Der er altså gode grunde til at bekymre sig om det stigende fravær, samt finde veje til at øge elevers fremmøde i skolen.

Det store spørgsmål er hvordan.

Den traditionelle praksis på området har været at fokusere på det skolefraværende barn og se på, hvilke årsager der har kunnet forklare dets udeblivelse fra skolen. Det typiske sted at lede har her været i den enkelte elevs indre eller alternativt hjemmet. Hvad er der galt med barnet/familien, siden det ikke kommer i skole?

De almindelige begreber for manglende fremmøde f.eks. pjæk, forsømmelse, skolevægring, dårlig opdragelse, sociale problemer, m.m. har den effekt, at de let gør barnet til bærer af problemet, og derved også placerer ansvaret, samt ansvaret for at løse det hos barnet og dets forældre.

Helt automatisk fører denne tænkning til, at man fuldstændig overser den kontekst, hvori fraværet udspiller sig, nemlig skolen.

Hvad barnet vil væk fra

Løsninger kræver et skift i tænkningen og i fokus. Hvad er det i skolen, som barnet vil væk fra? Hvad er det i skolen, som holder barnet væk? Og hvad er det i skolen, der kunne trække barnet over i skole igen? Kun det mere ukendte fraværsbegreb skoleeksklusion fanger, at der kan være noget på spil i skolens kontekst.

Langt de fleste børn vil umådelig gerne i skole og opleve at være en del af skolens fællesskab både fagligt og socialt. Når de vælger skolen fra, har de virkelig gode grunde til det - set fra deres eget perspektiv. Fra et voksen-perspektiv kan disse grunde være nærmest usynlige og umulige at regne ud, men vi kan være forvisset om, at de er der.

Det er derfor så glædeligt, når f.eks. et projekt, som det Køge Kommune har sat i værk med overskriften ’Er du på vej?’, netop har fokus på at inddrage eleverne - ikke som problemet - men som en del af løsningen. Og i stedet for at pege på alt muligt, der kan være galt med eleven eller familien, så tager projektet fat om alt dét, der kan være med til at tiltrække eleverne til skolen, nemlig engagerende, spændende, involverende og fællesskabende undervisning.

Eleverne finder veje at støtte hinandens skoletilhør og fremmøde, og der sættes fokus på fællesskaber, elevinteresser og deltagelsesmuligheder. De skoleprofessionelle gives plads og rum til at bringe deres viden, kreativitet, kompetencer og faglighed i spil i et samarbejde om at udvikle undervisningen.

Og forældrene?

I dette projekt ser deres rolle ud til at være blevet nedtonet, hvilket er bemærkelsesværdigt, idet de netop ofte i den traditionelle tilgang gøres ansvarlige for at få eleverne i skole, om så det kræver tvang og straf.

Den bedste måde at løse fravær på er at skabe fantastiske og lærerige fællesskaber og skoleoplevelser, som eleverne ikke vil gå glip af. Det sker heldigvis mange steder, og kan så tjene som inspiration for de kommuner og skoler, som nu arbejder på fraværs- og fremmødepolitik.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

• Kopiér link