Niels Jakob Pasgaard: Derfor er den gal med skolereformen

I de seneste uger har der igen rejst sig en kritik af skolereformen.

Den er efterhånden kritiseret for det meste; lærernes manglende tid til forberedelse, de lange skoledage, den manglende opfyldelse af bevægelseskravene, de dårlige faglige resultater, de dårlige resultater i forhold til trivslen, dens angreb på børnenes fritid, det mangelfulde samarbejde mellem lærere og pædagoger osv. Og med god grund.

Al kritikken retter sig dog kun mod enkelte elementer i eller omkring reformen.

Man hører slet ingen kritik af den filosofi, der ligger til grund for reformen, og så længe kritikken kun går på reformens del-elementer, er den i virkeligheden blot med til at bekræfte, at reformens grundlæggende filosofi er god nok. Og det kan og bør man i høj grad diskutere, om den er.

Den politiske styringskæde strammes

Den danske skole har afsæt i en tysk/nordisk dannelsestradition. Denne tradition har mange nuancer, men den hviler på, at man fra politisk side har haft en grundlæggende tillid til forældre og lærere og har ladet dem samarbejde om at holde skole inden for en forholdsvis bred, formålsbeskrevet ramme.

Det er også et kendetegn ved denne tradition, at man, når man skal undervise, som det første udvælger undervisningens indhold. Det gør man med afsæt i overvejelser over, hvilke af historiens, kulturens og videnskabens elementer det er værd at lade de opvoksende generationer gøre sig erfaringer med på deres rejse mod at blive myndige og demokratiske voksne, der kan tænke og handle selvstændigt. Indhold, almen dannelse og myndiggørelse samt professionel og folkelig autonomi har altså, historisk, været bærende elementer i den danske skole.

Hver gang der er tegn på en økonomisk krise, kommer denne og lignende tilgange til skolen under pres.

I USA skete det for alvor i 1960’erne, da amerikanerne frygtede, de ville tabe rumkapløbet til russerne, i Tyskland skete det i 1970’erne, da tyskerne frygtede, de ville blive hægtet af den økonomiske og teknologiske udvikling, og i Danmark - og mange andre lande - skete det i starten af dette årtusinde, da mange frygtede at de, som følge af middelmådige resultater i PISA-testene, ville tabe den internationale kamp om de multinationale selskabers arbejdspladser.

Hver gang har billedet været det samme: Man har strammet den politiske styringskæde ved at indskrænke lærernes professionelle autonomi og ved at flytte fokus fra undervisningens indhold til dens udbytte. Man er gået »fra undervisning til læring«, som Corydon og Antorini sagde det i 2013.

I stedet for at tilrettelægge undervisningen efter hvilket indhold, eleverne bør gøre sig erfaringer med, tilrettelægger man den efter, hvad de helt præcist skal kunne, så de kan blive uddannelses- og arbejdsmarkedsparate og bidrage til statens og virksomhedernes konkurrenceevne.

I 1960’ernes USA talte man, med inspiration fra behaviorismen, om at eleverne skulle opnå en ’ønsket terminaladfærd’, mens man i Danmark i dag, med inspiration fra EU og OECD, taler om, at de skal tilegne sig ’kompetencer’. Begge dele kan dokumenteres og måles – hvorved man kan kontrollere, om man får ’nok for pengene’ i skolen.

Ingen lærer at tænke selv

Denne købmandslogik fratager skolelederne og lærerne deres professionelle ansvar, og stiller dem i stedet til regnskab for, om eleverne opfylder de statsdefinerede mål for læringsudbytte og trivsel. Så laver ministeriets it-afdeling hjemmesider, hvor de enkelte kommuners og skolers ’resultater’ listes op, og forældrene kan sammenligne skolerne og se, hvilke af dem der bedst opfylder de statsdikterede krav.

I sådan en skole lærer ingen at tænke selv. Skolelederne er reduceret til ’kontraktholdere’, der blindt klapper hælene sammen når skolechefen, eller ’læringschefen’, som det hedder nogle steder, befaler merudbytte. Lærerne er reduceret til ’den faktor, der har størst betydning for elevernes læring’.

Eleverne henslæber deres barndom under åget af verdens næstlængste skoledag, uafbrudt i bevidsthed om hvad andre har besluttet, de skal lære, hvor langt de er i forhold til at opfylde målene og hvad deres næste trin bør være. Samtidig opfordres forældrene til at understøtte læringsudbytteriet ved ikke at spørge deres børn om, hvad de har lavet i skolen, eller om de har haft det godt derhenne, men om hvad de har lært.

Opgør med Grundtvig og Løgstrup

Så hvad er der galt med skolereformen? Svaret er enkelt: Skolereformen er en del af et grundlæggende opgør med den skole, der har skabt det samfund, vi har i dag.

Den er et opgør med den skole, der har skabt myndige borgere gennem mange år, og med den skole, der ikke kun har fokuseret på arbejdsmarkedets forventninger og statens kortsigtede krav, men som har haft sit afsæt i en bred folkelighed, og som har haft blik for at danne eleverne til hele deres tilværelse.

Skolereformen er et opgør med Grundtvig, Kold og Løgstrup, ja, med dansk skoletradition som sådan.

Derfor er det så ærgerligt, at politikerne kun diskuterer reformens enkelte dele. Man skulle starte med at diskutere reformens grundlæggende filosofi og spørgsmålet om, hvorfor vi overhovedet holder skole her i landet. For gad vide, om nogen efterhånden kan huske det?

Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

• Kopiér link