Niels Jakob Pasgaard: Derfor er den gal med skolereformen

I de seneste uger har der igen rejst sig en kritik af skolereformen.

Den er efterhånden kritiseret for det meste; lærernes manglende tid til forberedelse, de lange skoledage, den manglende opfyldelse af bevægelseskravene, de dårlige faglige resultater, de dårlige resultater i forhold til trivslen, dens angreb på børnenes fritid, det mangelfulde samarbejde mellem lærere og pædagoger osv. Og med god grund.

Al kritikken retter sig dog kun mod enkelte elementer i eller omkring reformen.

Man hører slet ingen kritik af den filosofi, der ligger til grund for reformen, og så længe kritikken kun går på reformens del-elementer, er den i virkeligheden blot med til at bekræfte, at reformens grundlæggende filosofi er god nok. Og det kan og bør man i høj grad diskutere, om den er.

Den politiske styringskæde strammes

Den danske skole har afsæt i en tysk/nordisk dannelsestradition. Denne tradition har mange nuancer, men den hviler på, at man fra politisk side har haft en grundlæggende tillid til forældre og lærere og har ladet dem samarbejde om at holde skole inden for en forholdsvis bred, formålsbeskrevet ramme.

Det er også et kendetegn ved denne tradition, at man, når man skal undervise, som det første udvælger undervisningens indhold. Det gør man med afsæt i overvejelser over, hvilke af historiens, kulturens og videnskabens elementer det er værd at lade de opvoksende generationer gøre sig erfaringer med på deres rejse mod at blive myndige og demokratiske voksne, der kan tænke og handle selvstændigt. Indhold, almen dannelse og myndiggørelse samt professionel og folkelig autonomi har altså, historisk, været bærende elementer i den danske skole.