Debat: Skoletrivsel kræver total nytænkning af skolestrukturen

Flere og flere børn må kapitulere over for skolen. De stresses og udtrættes af lange dage med for få voksne, mange skift og manglende struktur.

Det ser jeg i mit daglige arbejde med familier.

De konstante indtryk og krav fra en turbulent verden stresser et barns nervesystem. Det skaber en indre uro, som påvirker opmærksomhed, koncentration og arbejdshukommelse. Barnet overstimuleres og har svært ved at skabe sig overblik. Et overstimuleret nervesystem påvirker barnets adfærd, og det kan give udfordringer i det sociale liv.

De digitale mediers massive indtog betyder desuden, at mange børn sidder stille i timevis og dermed ikke får stimuleret deres sansemotorik tilstrækkeligt. Og netop sansemotorikken er et vigtigt fundament for et afbalanceret nervesystem og udvikling af de kognitive funktioner.

Derudover er følelsen af tryghed og en oplevelse af at blive mødt, set, rummet og støttet af de voksne noget af det vigtigste, og det kan sjældent tilgodeses i nødvendigt omfang i skolelivet, som det er i dag.

Også neuropædagogikken, hvor bl.a. stimulering af nervesystemet gennem kroppen er essentiel, har ringe kår. Og vores forskningsbaserede viden om, at kreative processer udvikler hjernen og gør den læringsparat, anvendes ikke nævneværdigt i praksis.

De praktiske fag er stærkt nedtonet i folkeskolen. At udføre aktiviteter med træ, mad, stof, garn, metal m.m. giver jordforbindelse og ro indeni, og det giver børnene mulighed for at bearbejde informationer og fortællinger gennem hænderne.

15 bud på ny skolestruktur

For at få den gode inklusionstanke til at fungere i praksis, må vi nytænke hele skolestrukturen ud fra et helhedsperspektiv. Årsagerne til overbelastningen afhjælpes nemlig ikke.

Her er mine 15 bud på, hvor kan sætte ind for at ændre skolestrukturen i alle leder og kanter, så vi kan afhjælpe trivselsproblemerne:

• Kortere skoledage
• Kun lektier, der motiverer og engagerer eleverne i aktiv læring og får dem til at reflektere
• Struktur, kontinuitet, stabilitet, ro
• Fokus på den enkelte elevs læringsstile, ressourcer, potentialer, interesser og særlige forudsætninger/evner
• Se bag den enkelte elevs symptomer på mistrivsel ud fra en helhedsbetragtning og iværksætte intervention/tilrettelægge undervisning på den baggrund
• Begrænset tavleundervisning og tilsvarende mere eksperimenterende og undersøgende undervisningsformer med fællesskabet
• Mindre elevgrupper – flere lærere og pædagoger eller assistenter
• Indlagte pauser, hvor eleverne sansestimuleres målrettet
• Differentieret undervisning
• Kreative aktiviteter/processer for følelsesbearbejdning og hjerneudvikling
• Flere praktiske fag, som giver ro og mulighed for informationsbearbejdning
• Optimeret samarbejde mellem lærere, forskellige faggrupper og skole/hjem
• En gennemgribende omlægning af kommunernes praksis for skolevisitation og bevillinger
• Mere undervisning i psykologi samt klasserumsledelse og anden praktisk pædagogik på lærerstudiet
• Mere efteruddannelse til lærere, skolepædagoger og skoleledere

Vi kan finde yderligere inspiration i den finske skolemodel. Der er dog også elementer i den finske model, som ikke er optimale. Fx den primære tavleundervisning og det store fokus på boglige fag.

Men derudover rummer modellen en lang række forhold, som skaber et godt læringsmiljø. Blandt andet kan nævnes en højstatus læreruddannelse, høj grad af frihed til lærerne, velfungerende model på specialområdet, få møder, kortere skoledage, få lektier, stort fokus på kost og motion, struktureret forældresamarbejde og ikke mindst stor vægtning af tryghed og nærhed.

Skolevægring skyldes mistrivsel

Skolen kan naturligvis ikke alene holdes ansvarlig for børns trivsel og udvikling. Ernæring, søvn, tidsforbrug og spilvalg på digitale medier samt ikke mindst relationer i hjemmet og mellem forældre og skole spiller væsentlige roller.

Det enkelte barns personlighed, historie, daglige rammer, fysiske tilstand og neurologiske forudsætninger må også inddrages i forståelsen af, hvilke krav der kan stilles til barnet.

Et skoleprojekt i to specialklasser har vist, hvor hurtigt børn kan komme til at trives og udvikle sig bedre, når de mødes og forstås som de individer, de er, og når tilgangen er helhedsorienteret. Indsatsens overbevisende effekt er dels dokumenteret skriftligt her, dels i TV-dokumentaren ’Jeg hader ADHD – børn i en diagnosetid’.

Når børn ikke vil i skole, er det, fordi de virkelig mistrives. Det kan der være mange årsager til, men ud fra min samlede praktiske erfaring kan jeg beskrive de overordnede forhold, der hyppigst gør sig gældende for god skoletrivsel.

Børn trives i skolen, når de oplever, at der er god tid til dem og en helt fast struktur, når de får en hjælpende hånd til det, der er svært, både socialt, fagligt og neurologisk/kognitivt, og når de dagligt sansestimuleres og har indbydende muligheder for fysisk udfoldelse som basis for neurologisk og kognitiv udvikling.

Børn trives når de får hjælp til at finde årsagerne til og afhjælpe specifikke indlæringsvanskeligheder, så vi ikke bare terper mere af det, der er svært; vi må afdække sanseintegrationsproblemer samt eventuelle samsynsproblemer og forstyrrelser i de auditive nervestrukturer/hørebanen.

For at trives skal børn kunne udfolde deres potentiale og interesser, ikke udsættes for mobning, være trygge ved de voksne og føle sig set og mødt på både støttebehov og forcer.

Alt det kræver en tværfaglighed, vi ikke har set før, og naturligvis optimerede arbejdsvilkår for lærerne samt en opdateret læreruddannelse. Sagt på en anden måde, så kræver det en total nytænkning af skolestrukturen.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.skoleliv@pol.dk

• Kopiér link