Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningI Politiken Skoleliv har der siden skolernes sommerferie flere gange været fokus på samspillet mellem private fonde og folkeskolen.
Senest i et indlæg af Erik Schmidt 19. august. Sidstnævnte giver anledning til følgende bemærkninger:
A.P. Møller Fondens arbejde med folkeskolen er tilrettelagt med det udgangspunkt, at det er skoler og kommuner, der er bedst til at vurdere, hvilke efteruddannelsesindsatser der er behov for hos dem.
Fonden kommer hverken med færdige løsninger eller et fokus på bestemte fag eller problemstillinger. Vi afventer derimod ansøgninger, og det er et krav, at kommunerne, der har ansvaret for at drive folkeskolen, står bag disse. Når ansøgningerne er modtaget, går vi ofte i dialog med ansøgerne for at øge kvaliteten i projekterne.
Fonden kommer hverken med færdige løsninger eller et fokus på bestemte fag eller problemstillinger
Fondens midler gør det muligt for kommuner og skoler fra hele Danmark at gennemføre initiativer, de enten ikke ville have råd til at gennemføre, eller at gennemføre dem på en måde, hvor de føres ud i livet hurtigere, bredere eller mere dybtgående, end hvad der ellers ville have været muligt. Initiativerne gennemføres ofte i sammenhæng med andre skoleudviklingsindsatser, som fonden ikke finansierer.
Debat skal føres på oplyst grundlag
Ansøgninger til fonden behandles af et vurderingsudvalg sammensat af eksperter. Udvalgsmedlemmer deltager naturligvis ikke i behandlingen af ansøgninger, hvor de er inhabile f.eks. på grund af tilknytning til en kommune eller en efteruddannelsesinstitution.
En replik som denne er ikke egnet til at komme nærmere ind på Erik Schmidts holdningsprægede og misvisende omtale af to af de i alt 159 initiativer, fonden har støttet. Det samme gælder de personorienterede bemærkninger.
Vi har intet imod debat om fondens engagement i folkeskolen. Vi er på den anden side heller ikke i tvivl om, at det tjener både folkeskolen og det udviklingsarbejde, der finder sted på skolerne, bedst, hvis debatten er nuanceret og gennemføres på et oplyst grundlag. Med respekt for de mange lærere, pædagoger, skoleledere, ansatte i de kommunale skoleforvaltninger og undervisere på professionshøjskoler mm., der arbejder professionelt og engageret med at styrke undervisningen i folkeskolen.
Deltag i debatten – send dit indlæg på 400-800 ord til debat.skoleliv@pol.dk
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar