Debat: Udskrivning af elever er et spørgsmål om skolekultur

I Politiken Skoleliv kunne man 29. april læse om den nye EVA-Rapport Udskrivning af elever på frie grundskoler, efterskoler og frie fagskoler, som er væsentlig på flere måder.

For det første sætter den fokus på et vigtigt område i skolernes praksis, samt undersøger omfang og årsager til, at (de frie) skoler afbryder samarbejdet med elever (og deres forældre). Dette sammenholdes med en tidligere undersøgelse således, at der kan siges noget om udviklingen på området.

For det andet sætter den fokus på, i hvor høj grad elever bliver inddraget i beslutningsprocessen frem mod elevens udskrivelse og henviser til, at Danmark har tilsluttet sig FN’s Børnekonvention, der fastlægger, at børn skal inddrages i større beslutninger, der vedrører dem selv, herunder udskrivning fra skole.

Store forskelle

Der er flere væsentlige pointer i rapporten, hvoraf den største måske er de store forskelle mellem skolerne. I gennemsnit blev én elev pr. 242 elever udskrevet for skoleåret 2017/2018, hvilket så godt som svarer til skoleåret 2014/2015.

Det interessante er, at der på 59 procent af de frie grundskoler ikke blev udskrevet én eneste elev, mens der på de skoler, hvor der udskrives elever, typisk udskrives en til tre elever.

Ser vi på tallene for efterskoler og de frie fagskoler, er der i gennemsnit ét afbrudt ophold pr. 32 elever. Hele 79 procent af efterskolerne og de frie fagskoler har afbrudt opholdet for én eller flere elever i skoleåret 2017/18, og de skoler, der afbryder ophold, gør det typisk for en til tre elever.

Der er altså ikke kun forskel mellem de tre skoletyper, men også store forskelle inden for hver skoletype. Hvad mon grunden hertil kan være?

Eksklusion og skolekultur

Fra international forskning i skolekultur og eksklusionsprocesser ved vi, at omfanget af eksklusion hænger tæt sammen med skolens kultur. Det kunne tyde på, at EVA-rapporten har fanget samme tendens.

På skoler med en stram regelpolitik, krav om overholdelse af regler, samt for-beskrevne sanktioner, ses typisk stærke og mere omfangsrige eksklusionsprocesser. Elever, der ikke overholder skolens regler, bortvises. Typisk uden ret meget elev-inddragelse eller fleksibilitet, ligesom der ikke tages meget hensyn til elevers liv og følelser og videre færd i livet.

En sådan skolekultur kaldes af skoleforskerne Smyth & Hattam (2004) for ’aggressiv’. I skoler med en ’passiv’ skolekultur foregår der også eksklusion, men snarere i form af en langsom udsivning, hvor elever der enten ikke trives eller ikke indordner sig, gradvist ekspederes ud af skolen.

I den passive skolekultur siger man ’de rigtige ting’, men skolen evner ikke at håndtere skoleproblemer hensigtsmæssigt. På disse skoler kan man se årelange problemer med f.eks. mobning, mistrivsel og fravær, som skolen er ’opmærksom på’, men hvor der ikke er kendskab til virksomme metoder og tilgange til at løse problemerne.

I skoler med en ’pro-aktiv’ skolekultur ses til gengæld meget lidt eksklusion. Her inddrages eleverne i skolens virke og de elever, der passer mindst ind, bydes mest velkommen, ligesom der benyttes hensigtsmæssige metoder og tilgange til at løse skolelivsproblemer således, at skolens praksis er lærings- og samarbejdsorienteret.

Skolelivsproblemer øger sandsynligheden for problemer i voksenlivet. For halvdelen af gruppen af marginaliserede unge gælder det, at familiebaggrund (negativ social arv) ikke er forklaringsgivende, hvorfor vi må se på eksklusionsprocesser i skoler og uddannelse.

Årsager til eksklusion

Af EVA-rapporten fremgår det, at de hyppigste årsager til udskrivninger på de frie grundskoler er psykiske og/eller sociale vanskeligheder (32 procent), overtrædelse af skolens regler (21 procent) samt samarbejdsvanskeligheder med forældre (12 procent).

I min egen forskning ses et billede, hvor disse kategorier smelter sammen og overlapper hinanden. Hvordan og hvem, der definerer problemets art, er også et interessant spørgsmål.

I EVA-undersøgelsen er det skolelederne, der er blevet spurgt, mens jeg i min forskning har interviewet forældre til folkeskoleelever i forskellige skolelivsproblemer, som jeg samlet set kalder for samspilsproblemer.

For forældrene opleves samarbejdsproblemer med skolen typisk som en konsekvens af, at skolen ikke håndterer elevens mistrivsel i skolen, ligesom overtrædelse af skolens regler kan ses som en konsekvens af elevens mistrivsel og manglen på hensigtsmæssig intervention. Der er gode grunde til de forskellige perspektivers virkelighedsopfattelse, så for mig at se har kategoriseringen en indbygget svaghed.

De store forskelle mellem skolerne rejser et vigtigt spørgsmål; nemlig hvilke forskelle i skolekultur, som ligger bag tallene? Mon skolekulturen på de skoler, der udskriver elever, i højere grad end de ikke-ekskluderende skoler kan betegnes som aggressiv-passiv?

I EVA-rapporten ses en signifikant stigning siden skoleåret 2014/15 på 13 procentpoint i andelen af elever, der udskrives på grund af psykiske og/eller sociale vanskeligheder. Dette er værd at hæfte sig ved og ligger godt i tråd med min forskning - afhængig af hvordan det forstås. At skolelederne nævner elevers psykiske og sociale vanskeligheder som årsag til udskrivning af skolen, kan ses som værende i overensstemmelse med den generelle stigning i børn og unges mistrivsel.

Men der kunne være en anden faktor i spil, nemlig tendensen som ses i hele samfundet, hvor sociale og strukturelle problemer individgøres. Når enkeltindivider, her elever, udpeges som problematiske eller som ramt af psykiske og sociale vanskeligheder, bliver de problem-ejerne, hvorved både årsag og ansvar lægges på dem. Herved udskriver skolen sig selv af ligningen og kan - ved bortvisning af eleven - fjerne dét, som de oplever som problemet; Nemlig eleven (eller dennes familie).

3 spørgsmål til praksis

Det er uheldigt på flere måder. For det første går skolen glip af vigtig læring om egen praksis og de utilsigtede effekter heraf samt væsentlige udviklingsmuligheder. For det andet skaber det en skolekultur, der kan betegnes som aggressiv. For det tredje øger det eksklusion og marginalisering af børn og unge, hvilket vi ved har både personlige, sociale og store samfundsmæssige konsekvenser.

Det rejser følgende spørgsmål:

1) Hvordan håndterer skolerne samspilsproblemer i skolen således, at eksklusion (udskrivning) ikke bliver resultatet?

2) Hvilke metoder og tilgange viser sig mest virksomme i forhold til forskellige typer af samspilsproblemer?

3) Hvordan kan skolerne arbejde med udvikling af skolekultur og inddragelse og involvering af eleverne (og evt. forældre) således, at problemer håndteres med et lærings- og inklusionssigte?

Modsat mange andre lande er dette i Danmark en forholdsvis uudforsket del af skolens praksis, hvorfor vi heller ikke ser en udbredt brug af virksomme metoder og tilgange. Men de findes, og der er god ræson i udvikling af praksis på området.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

• Kopiér link