Anne Vang: Derfor skal kommunen sætte en retning for skolen

Direkte oversat betyder ordet kommune fællesskab. I kommunerne taler vi ofte om vigtigheden af det fælleskommunale skolevæsen. Det er der fire årsager til.

1. Lokale visioner

For det første handler kommunernes rolle på skoleområdet – lige som kommunal opgaveløsning – om lokale visioner, ambitioner og prioriteringer. Det er kommunalbestyrelserne, der sætter rammerne og retningen for skolevæsenet i hver kommune.

Det gør de, fordi der er store forskelle på, hvilke udfordringer skolevæsenet i de forskellige kommuner står over for. Lokalpolitikerne er tættere på de lokale udfordringer end landspolitikerne og kan derfor sætte en retning, der rammer den kommunale virkelighed noget mere præcist.

2. Gode rammer for alle kommunens skoler

For det andet handler kommunernes rolle på skoleområdet om at få skabt gode rammer for alle kommunens skoler. I det ligger et lighedsperspektiv; at alle elever møder nogenlunde samme kvalitet, uanset hvor de går i skole.

Skoler kan desværre hurtigt havne i negative spiraler. Hvis en skole får udfordringer med at tiltrække elever, fører det til en dårligere skoleøkonomi (skoler tildeles blandt andet ressourcer pr. elev) og vanskeligheder ved at linjefagsdække undervisningen. Og derfor ofte endnu større udfordringer med at tiltrække elever.

I en kommune lykkes et skolevæsen først for alvor, når alle skoler lykkes. For der går børn på dem alle sammen. Det kan betyde, at det kan blive nødvendigt med strukturelle kommunale initiativer som ressourcetildelingsmodeller, gentegning af skoledistrikter eller andet.

3. Dygtig skoleledelse

Den tredje årsag til at kommunerne har en vigtig rolle på skoleområdet er relateret til den anden årsag, for den handler også om at løfte alle skoler – men gennem ledelse. Dygtig skoleledelse skaber rammer, hvor lærerne engagerer sig, udvikler sig og reflekterer over egen praksis. Det skaber skoler, der har ambitioner for alle børn, og hvor børn trives, lærer og udvikler sig. Det kommer ikke af sig selv.

For nylig havde jeg fornøjelsen af at mødes med den engelske professor David Woods, der står bag London School Challenge.

Jeg er ikke enig i det meget snævre engelske fokus på kortsigtede faglige resultater i dansk og matematik. I en dansk kontekst vægter vi – heldigvis – også dannelsesaspektet, børnefællesskaberne, det praktisk/musiske, gode læringsmiljøer for alle børn og ikke mindst de langsigtede resultater højt.

Men Woods og kompagni har virkelig fat i noget, når de sætter fokus på systematisk ledelsessparring og skoleleder-makkerskaber, der gør hinanden dygtigere gennem fælles refleksion. Det kan kommunerne, når vi er bedst.

4. Fælleskommunale initiativer

Den fjerde og sidste årsag er, at skoleledelserne ikke behøver at parallelopfinde den dybe tallerken. Det er vigtigere i dag, end det tidligere har været, for skolereformen er en reform med mange delelementer, der peger i flere forskellige retninger.

Det kan være hjælpsomt at fordele opgaver mellem sig i en skolelederkreds, så alle ikke løber efter alle bolde. Det kan også være hjælpsomt med fælleskommunale initiativer.

Et godt eksempel på det er 'åben skole'. Her har mange kommuner etableret fælleskommunale platforme, hvor foreninger, musik- og kulturskoler, ungdomsskoler, ungdomsuddannelser og virksomheder kan lægge åben skole-forløb ind.

Ofte sørger kommunen for at hjælpe til med, hvordan åben skole-forløb skal se ud for både at passe ind i en skolevirkelighed og møde relevante læringsmål. Efterfølgende kan lærerne hente forløb ned, som de selv vurderer passer ind i årsplanlægningen.

Her gør det fælleskommunale en national pålagt opgave simpel og nem at løse. Et andet godt eksempel på fælleskommunale initiativer kunne være fælleskommunalt arbejde med hvordan de tre nationalt besluttede timeløse fag og de tre nationalt besluttede tværgående temaer får en plads i skolen.

Et fælles lokalt og nationalt ansvar

Kommunerne har en vigtig opgave med at balancere det fælleskommunale og pladsen til lokal skoleudvikling. Når vi er bedst, lykkes vi med, at de fælleskommunale initiativer sørger for den struktur og de rammer, der giver plads til pædagogisk og didaktisk udvikling på den enkelte skole.

Det forudsætter dialog mellem det kommunale politiske niveau, forvaltningsniveauet og skolerne. Det forudsætter også kontinuitet og retning, frem for kommunal detailregulering. En vigtig forudsætning for at det kan lykkes er desuden, at det nationalpolitiske niveau heller ikke forfalder til detailregulering.

Når fagbindinger mv. æder sig ind på en større og større del af skoledagen, efterlades et noget snævrere rum til lokal skoleudvikling med egne valgfag, studiezoner, temaforløb og andet. Den gode balance mellem pladsen til det lokale og det, der skal gælde for alle skoler, er et fælles lokalt og nationalt ansvar.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

• Kopiér link