Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningI Politiken Skoleliv kunne man 12. november læse et indlæg af Vordingborgs borgmester, Københavns børne- og ungdomsborgmester samt næstformanden i Danske Professionshøjskoler.
De tre taler i indlægget for, at læreruddannelsen skal flytte sit fokus fra at opøve de kommende lærere i deres undervisningsfag, til at udvikle deres kompetencer inden for klasserumsledelse, relationsarbejde og forældresamarbejde. Det vil de bl.a. gøre ved at koble læreruddannelsen tættere til skolens praksis, så de lærerstuderende kan komme ud og »møde virkeligheden«.
Argumentationen hviler på en antagelse om, at skolen er en kompleks arena, hvor underbemanding, forældres høje krav, stram økonomi og politiske krav om inklusion skaber store udfordringer. Og det kan der jo være en vis pointe i.
Men svaret på udfordringerne bør ikke være en sådan faglig indholdstømning af læreruddannelsen, som de tre skribenter lægger op til.
En bjørnetjeneste
Det er naturligvis klart, at lokalpolitikerne gerne vil have nyuddannede lærere ud, som kan 'virke' i den praksis, man har skabt i kommunerne – man vil gerne have relationskompetente og læringseffektive lærere, som kan sikre resultaterne i de nationale test og trivselsmålingerne, på trods af dårlig økonomi, manglende tid til forberedelse og alt for store klasser.
Derfor er det også til dels forståeligt, at man ønsker at nedprioritere fokus på undervisningsfagene på læreruddannelsen for i stedet at fokusere på at løse skolens mest presserende udfordringer. Men man gør på den måde både lærerne, skolen og eleverne en bjørnetjeneste.
En lærers opgave er at indvie eleverne i fagene, og det kræver først og fremmest fortrolighed med fagets indhold og metoder
Niels Jakob Pasgaard
Pointen er, at det ikke er læreruddannelsen, eller for den sags skyld lærerne, der skal løse de politisk skabte problemer, som folkeskolen står i. Det skal derimod politikerne – både lokalt og nationalt.
Hvad læreruddannelsen først og fremmest skal, er derimod at indvie de kommende lærere i deres fag og den didaktik, der knytter sig til fagene. En lærers opgave er at indvie eleverne i fagene, og det kræver først og fremmest fortrolighed med fagets indhold og metoder. Det er fagene og deres indhold, der bærer folkeskolen – ikke tomme, strategiske metoder til klasserumsledelse eller relationsdannelse.
Praksischok er ikke kun et problem
De kommende læreres indvielse i fagene må meget gerne ske i et tæt samarbejde med praksis. Ikke kun fordi de lærerstuderende skal lære af de erfarne læreres arbejde med fagene, men også fordi de erfarne lærere kan lære af de lærerstuderende, som træder ind i fagenes praksis på nye og skæve måder.
Derfor skal det såkaldte praksischok heller ikke kun opfattes som et problem, men også som en gave til praksis: Her kommer en ny lærer, som endnu ikke har vænnet sig til forholdene i praksis, og som kan mærke på sin egen krop, hvis noget bør være anderledes.
Skolen og politikerne bør lytte til denne nytilkomne lærers første indtryk, så det kan overvejes, om noget bør ændres i skolen: Skal klasserne være mindre? Skoledagen kortere? Forberedelsestiden længere?
Læreruddannelsen skal bringe de studerende tættere på skolens fag, og den må ikke blive et strategisk svar på de aktuelle, politisk skabte, udfordringer, som skolen står i. Hellere må den gøre de kommende lærere i stand til at forholde sig kritisk til disse udfordringer, og til at pege de rigtige steder hen, når udfordringerne skal løses.
Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk