Uffe Rostrup: De frie skolers succes er ikke kun en solstrålehistorie

Vi lever i en verden fyldt med paradokser. Et af dem er, at vi har en regering, som med blandt andet udflytning af statslige arbejdspladser, forsøger at holde liv i de små samfund. Samtidig har kommunerne nedlagt mange små, lokale folkeskoler på trods af, at det netop er muligheden for at få børnene i den lokale skole, som afgør, hvor folk bosætter sig.

Således er der i dag 407 færre folkeskoler end for 15 år siden – til gengæld er antallet af frie grundskoler vokset med 81.

Frie skoler er en god forretning

Så de frie grundskoler fylder mere på landkortet, mens folkeskolen fylder mindre. En stor del af denne udvikling er sket på landet og skyldes, at kommunerne har svært ved at få skoledriften til at hænge økonomisk sammen i de små landsbysamfund.

Herudover har nogle kommuner et økonomisk incitament til at få forældrene i landområderne til at vælge en fri skole.

Kommunerne skal tilbagebetale en del af deres bloktilskud til staten, når en elev vælger en fri skole i stedet for folkeskolen. Men det beløb kommunen skal tilbagebetale, er langt mindre end det, det i gennemsnit koster at undervise eleven i folkeskolen, så kommunen får et provenu. Et provenu, som er meget forskelligt fra kommune til kommune, og som afhænger af, hvor stor en udgift den enkelte kommune har til deres folkeskole.

Men når kommunerne lukker landsbyskolen med henvisning til økonomien, går borgerne sammen og opretter en fri grundskole. De ønsker et lokalt skoletilbud. De ønsker nærhed. Og i mange tilfælde lykkes det borgerne at gøre det, som kommunen ikke kunne - at drive en lokal skole. Og det lykkes, selvom tilskuddet til de frie skoler er lavere end tilskuddet til folkeskolen.

Politikere udvander den frie skoletanke

I dag går næsten hvert femte barn på en fri grundskole. De frie skoler skal være værdibårne skoler. Det betyder, at de skal hvile på et lokalt og individuelt udformet sæt af værdier, som for eksempel Steinerskolernes særlige pædagogiske grundlag, de kristne eller muslimske skolers religiøse grundlag eller lilleskolers politiske værdisæt.

Selv om skolerne er frie for statslig styring, skal deres undervisning stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Men der er muligheder for at indrette undervisningen og skoletilbuddet anderledes på en fri skole end i folkeskolen – ja, faktisk har vi nærmest en forpligtigelse til at gøre netop det.

Men efterhånden som de frie skoler har fået flere elever, blander politikerne sig også mere i den frie skoleform, og det indskrænker de frie skolers frihed til at lave skole, og det udvander værdien af de frie skoler.

Frie skoler skal være et alternativ

Så det er ikke kun en positiv historie, når de frie skoler overtager den kommunale forsyningspligt på landet. Der kommer flere skoler, ja. Men de bliver mindre frie, og de mister deres særpræg.

De frie skoler skal ikke stå i stedet for folkeskolen – de skal være et alternativ til folkeskolen. Men mange steder er der ingen folkeskole at være et alternativ til – for den er lukket.

Så hvis vi fortsat ønsker, at der skal være liv og mennesker på landet, så er det ikke nok at flytte arbejdspladser ud. Der skal også være et institutionsnetværk at flytte ud til, ligesom de, der bor på landet og betaler deres skat, kan have en berettiget forventning om, at deres børn har en folkeskole i umiddelbar nærhed af, hvor de bor.

Det kræver samarbejde på tværs af politiske systemer. Og det kræver, at kommunerne prioriterer folkeskolen. Det er vigtigt. Også for de frie skoler. For de frie skoler har brug for en stærk folkeskole at være et alternativ til.

Deltag i debatten - send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

• Kopiér link