Debat: Er skolevægring en psykisk lidelse eller et socialt fænomen?

Skolevægring er et fænomen, der påkalder sig en del opmærksomhed i disse år. Mindst ét barn i hver klasse rammes af skolevægring, men hvorfor vil børnene ikke i skole? Vil de ikke, eller kan de ikke? Hvad er det, de vælger fra? Vælger de noget til? Kan skolevægring ses som barnets fornuftige respons på et svært skoleliv? Er der noget galt med børnene? Er der noget galt med skolen? Eller er det forældrene, den er gal med?

Det anslås, at cirka 13-14 procent af eleverne i folkeskolen har et fravær på over 10 procent. Fravær og skolevægring er ikke det samme. Skolevægring er defineret som, at barnet ikke kan gå i skole, men skal det forstås som en psykisk lidelse eller et socialt fænomen?

Hvad er der galt med børnene?

I den offentlige debat er der overvejende fokus på de skolevægrende børn og hvad, der er galt med dem, alternativt deres familier, siden de ikke vil eller kan gå i skole. Dette ses bl.a. i regeringens indsats mod skolevægring, hvor 8,2 millioner kroner af satspuljemidlerne skal afsættes til at styrke skolens fagfolk, så de bedre kan identificere og håndtere psykiske problemer hos eleverne.

Ministeren peger på, at der kan være mange forskellige grunde til, at børn bliver hjemme fra skole - blandt andet psykiske problemer, kronisk sygdom, sorg eller misbrug i familien eller andre problemer i familien.

Kun som en indskudt sætning forstår vi, at der selvfølgelig også kan være tale om, at barnet ikke magter at komme i skole. Altså at der kan være noget i skolen, som barnet har valgt fra.

Overordnet peges der altså på, at der enten er noget galt i det enkelte barn eller i familien. I forhold til at få børnene tilbage i skolen har man også traditionelt taget udgangspunkt i disse to tilgange.

Ud fra et fokus på barnet gælder det om 'at bygge barnet op' til at kunne komme tilbage i skolen. Man 'tilretter' eller korrigerer på barnet, for eksempel via psykologhjælp, og planlægger en langsom tilvænning til skolen igen. Problemet sendes med andre ord 'ind i' barnet, og fokus er på barnets 'fejl og mangler', og hvordan man kan 'fixe' dette.

Hvad er der galt med forældrene?

Det andet fokus er på forældrene til de børn, der har valgt skolen fra. Det er dem, der har ansvaret for at få deres barn i skole, og hvis barnet har valgt skolen fra, har de implicit svigtet deres opdragelsesopgave samt deres forpligtelser i forhold til at skulle støtte op om skolens opgave, sådan som det er formuleret i folkeskolens formålsparagraf.

Som sådan ændrer ingen af disse tilgange dog noget i det miljø, dvs. undervisningen, klassefællesskabet og skolens måde at tilbyde børn skoleliv på, som barnet skal sluses tilbage i.

Kan der være noget galt med skolen?

Hvis vi anlægger det perspektiv, at der kan være noget i skolen, der gør, at barnet ikke kan komme i skole, kan skolevægring ses som (mere eller mindre selvvalgt) social eksklusion.

Herved bliver det muligt at se på de fællesskaber og det undervisningsmiljø, som skolen tilbyder, og som barnet ikke kan være i. Herved bliver det relevant at spørge til: Hvad i skolen bør vi ændre på således, at skolen i højere grad kan blive et godt sted at være for alle børn, også de børn, der - set med skolens øjne -  er særligt sensitive eller vanskelige?

Vi ved fra skole- og uddannelsesforskningen, at langt de fleste børn gerne vil i skole og være en del af det, der foregår hér, herunder fællesskaberne og fællesskabelsen, hvis de tilbydes en værdig plads i dét, de deltager i. Hvis de har det sjovt, som ofte er børns måde at udtrykke meningsfuldhed på, og hvis de trives i og uden for undervisningen, og der er trygt at være, vil de fleste børn gerne skolen.

Så når børn vælger skolen fra, er det vores erfaring, at det i høj grad kan være et vink med en vognstang om, at der er noget galt med det skolemiljø, som de tilbydes.

Deltag i debatten – send dit indlæg til debat.skoleliv@pol.dk

• Kopiér link